Skattepolitik

Strategi for overlevelse

Politisk befinder vi os på flere niveauer i en overlevelsestid. De Radikale har udskiftet Marianne Jelved med Margrethe Vestager. Set her fra et nordjyske, hvor Jelved er mere kendt end Vestager, virker det som var det café-latten, der slog forsamlingshuset.

Marianne Jelved passede skammeligt nok ikke mere ind i en populistisk politik, hvor talentet for at ”indrette sig” sig sættes højere end troværdighed og selvstændige meningers mod. - Hvad vil du gerne huskes for? blev Jelved spurgt i et af de mange politiske nekrolog-interviews, som hun blev udsat for efter sin exit. - At man kunne regne med, hvad jeg sagde.. min troværdighed! Lød svaret. Just derved skiller Marianne Jelved sig fra de politikere – af alle farver! – som hun har færdes iblandt under sine år som Radikal topfigur. Hun blev ubekvem. Vi så det, da Helle Thorning Schmidt i fjor gik på tv-skærm og aviser og med gulvstampende fornærmethed forlangte, at Jelved holdt lav profil. Fordi, som hun sagde, hun måtte da forstå, at det var hende, Helle, der som socialdemokratisk partiformand skulle tegne oppositionen! Et udtryk for total uforstand om, at en socialdemokratisk tilbagevenden til regeringstaburetter kun er mulig med radikal støtte. Reaktionen på Thorning Schmidt-kravet blev lanceringen af Marianne Jelved som statsministerkandidat. Det øgede socialdemokraternes frustrationer – men hvordan kunne man have ventet andet? En Marianne Jelveds opgave var og er ikke at føre socialdemokratisk men radikal politik. Nu kæmper socialdemokraterne videre på en overlevelses-strategi – der forsat ikke løfter vælgertilslutningen op over de 26-27 procent, som efterhånden synes at være det opnåelige. Derved har man gjort niveauet efter to valgnederlag til et succeskriterium. Men Helle Thorning Schmidt har skabt ro i partiet. De interne stridigheder om midler og mål er forstummet. Roen er opnået ved, at en tredjedel af den decimerede og talentfattige folketingsgruppe har forladt Christiansborg eller meddelt, at der ikke søges genvalg. Det har skabt ro om en klar strategi – med en politik så tæt på VK-regeringens som mulig – fordi det er den vælgerne accepterer. Et eksempel er skattestoppet. Det er markedsført af VK-regeringen - men velsignet af socialdemokraterne. De vil dog gerne have det ændret. Uden at vi ved, hvad det er, der skal ændres. Til gengæld lover socialdemokraterne, at en ny skattepolitik kun kan komme på tale, hvis den kan skabes sammen med et af de borgerlige partier. De færreste fatter vel klarheden i en sådan socialdemokratisk skattepolitik. Men, OK – det er da et realistisk bud på en ukendt politik. Men så velfærdspolitikken da? Gennem to år har den socialdemokratiske kritik været en sand kanonade mod VK-regeringen for at svigte velfærdet, fordi regeringen har valgt at gemme overskudsmilliarderne til skattelettelser. Stædigt, ja nærmest besværgende, har statsministeren gang på gang forsikret, at regeringen ikke kommer med nye skattelettelser. Heller ikke selvom den konservative regeringspartner og vicestatsminister Bendt Bendtsen presser på for at få den socialdemokratiske påstand til at gå i opfyldelse. Her var temaet der skulle klartegne et socialdemokratisk alternativ til en borgerlig politik. Lige ind til fagbevægelsen – med LO-formand Hans Jensen og FOA-formand Dennis Kristensen i spidsen – meldte ud med forhandlingsopfordring til statsministeren om en velfærdsreform for de offentligt ansatte. Med en taktik tæt på det geniale førte Anders Fogh Rasmussen og hans finansminister Thor Pedersen trepartsforhandlingerne til resultat. Mere end 6 milliarder skal sikre kvalitetsløft for børnepasning, ældrepleje og sygehuspolitik via udvikling i den offentlige sektor – med blandt andet efteruddannelsesgarantier. - En historisk aftale, erklærede LO-formanden, da han og FOA-formanden bekræftede den betydningsfulde landvinding med minister håndtrykkene. Der er samtidig leveret et fornemt indspil til den bebudede kvalitetsreform, som regeringen og partierne skal forhandle på plads efter sommerferien. Aftalen mellem regeringen og fagbevægelsen har efterladt socialdemokraterne med et ubrugeligt valgkamp-tema. Der var to klare signaler i forløbet af trepartforhandlingerne. Fra LO var det en tilkendegivelse af, at troen på en snarlig genkomst af en socialdemokratisk ledet regering kan ligge på et meget lille sted. Socialdemokraternes isolations-oplevelse er selvskabt. For LO var ”en fugl i hånden – frem for ti på taget”, at foretrække.Men hertil kommer som et nok så betydningsfuldt element: LO – og fagbevægelsen som helhed – har voldsomt brug for at vise resultater og eksistensberettigelse. Alene i 06 har LO-forbundene tabt 50.000 medlemmer. Det er ny rekord i det medlemssvigt, som den traditionelle fagbevægelse har været udsat for fra starten af 90"erne. Dels flygter medlemmerne fra LO-forbundene – dels udebliver tilgangen af nye. I denne tid forbereder man sig på hundreder af millioner kroners slankninger i fag-bureaukratiet. Det betyder Afdelingsammenlægninger og serviceindskrækninger – der vil sende hundredvis af fagforeningsansatte ud af afdelings- og forbundsbygningerne. Det er derfor også for LO-fagbevægelsen en overlevelseskamp, der er i gang. Og i den kamp vægtes hensynet til de fagligpolitiske forpligtelser langt højere end hensynet til de tidligere samarbejdsfæller i et socialdemokrati, der har distanceret sig fra de idéer og humanistiske holdninger, som engang var fællesgods i arbejderbevægelsen. [ Bent Øberg bor i Aalborg og er uddannet journalist – med en fortid på 27 år i A-pressen, (bl.a. Ny Tid i Aalborg i 1960’erne, chefredaktør på Bornholmeren i Rønne 1966-78), medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.