Strategiskifte i Danyard Aalborg

Sælger glasfiber-produktionsanlæg til ny plastfabrik i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:Danyard Aalborg har bygget sit sidste skibsskrog i glasfiber. Panellinien er solgt til den frederikshavnske komet-virksomhed inden for glasfiber-produktion til industri og offshore, Plast Express A/S. Det bekræfter direktør Torben Erikstrup, Danyard Aalborg. - Men det betyder ikke, at vi ikke stadig gerne vil bygge lystyachter. Vi har foretaget et strategiskift til et koncept, der baserer sig på vores engineering kombineret med underleverandører og til dels i udlandet, der efterhånden er blevet lige så dygtig til det håndværk, siger Torben Erikstrup, hvis værft i årene med byggeri af tre store luksusyachts i verdensklasse beskæftigede 200-250 ansatte. Selv om den lave dollarkurs satte værftet ud af spillet i konkurrencen om at bygge lystsejlere til verdens rigmænd, fulgt op af faldende købelyst på grund af terrorfrygt i forbindelse med Irak-krigen, samt senest den glippede ordre på MK-fartøjer til søværnet, arbejdes der ufortrødent videre på at opnå nye ordrer, men nu baseret på udenlandsk producerede skrog. Hallen med den frasolgte glasfiber-panellinie er i stedet lejet ud til Aalborg Industries. - Men vi laver skam stadig glasfiber, lige for tiden har vi en produktion i Landdybet af møllevinger til Bonus, tilføjer Torben Erikstrup. Med øvrige engineeringsopgaver på nybygningsopgaver samt diverse serviceaktiviteter i Aalborg Øst har værftet genereret overskud i såvel 2003 som 2004. Ansvarlig for internationalt salg, Henrik Andersen, Plast Express, oplyser at købet af panellinien fra Danyard Aalborg, skal ses i lyset af ønsket om at øge virksomhedens vacuumstøbning fra det nuværende overvejende håndoplæg. På kun et halvt år har virksomheden, der har etableret sig i Frederikshavn Maritime Erhvervspark, bygget sig op til at beskæftige 21 ansatte og forventningen er 40 inden året er omme. Produktionen er skorstenskerner, rør, tanke og andre units i glasfiberarmeret venylester. Seneste store opgaver er alle rør og fittings i det modstandsdygtige materiale til et røgrensningsanlæg i Uppsala samt overdækning af det lugtplagede københavnske rensningsanlæg Lynetten. Firmaet er også i færd med om muligt at etablere et projekt med fiskeskibe til tsunami-ofre i Indonesien og Shi Lanka, og hvor glasfiberproduktionen kan foregå i telte på stranden. - Vi regner med at skulle afsætte seks medarbejdere til det projekt i et år, oplyser Henrik Andersen.