Stregen nærmer sig

Aalborg Håndbold er kommet tættere på en ny forsvarsspecialist.

Direktør Jan Larsen har igen købt ind i Sverige,. 
Foto: Grete Dahl

Direktør Jan Larsen har igen købt ind i Sverige,. Foto: Grete Dahl

Aalborg Håndbold har gennem længere tid været på jagt efter en dygtig forsvarsspiller, som samtidig gerne må være stregspiller. Det ser ud til, at den jagt bærer frugt. I følge direktør Jan Larsen har man indsnævret feltet af kandidater og er nu i dialog med en spiller. - Men fra at være i dialog til at have noget på plads, er der et stykke vej. Vi har intet hastværk, fordi vi synes, at vi har et fint hold. Så vi har is i maven, Men vi er som sagt i dialog med en, og så må vi se, om det lykkes, fortæller Jan Larsen. Han vil ikke sige, hvem der er tale om men fastslår, at det er en spiller med landsholdsklasse. - Ellers kigger vi ikke efter dem, konstaterer Jan Larsen. Han forventer ikke, at en eventuel kontrakt bliver skrevet under inden sæsonpremieren i Håndboldligaen om en uge. - Men det er heller ikke vigtigt, vi har tid til at vente, og det bliver en lang sæson, siger direktøren. Han skal i aften se sit mandskab spille sæsonens første betydende kamp. Det er i pokalturneringen, hvor turen går til Sydfyn og et møde med den tidligere storklub GOG, der nu spiller i 1. division.