Stregkæmpe i tænkeboks

AALBORG:Han var et af de få lyspunkter, da AaB - en hel del selvforskyldt - tabte 33-35 (17-15) til Kolding IF i Gigantium forrige fredag i mændenes HåndboldLiga, men stregspilleren og forsvarskrumtappen Bo Pedersen tæller stadig på knapper med hensyn til næste sæson. - Jeg mener stadig, jeg har nogle gode år tilbage i mig på topplan, men vi har ikke indledt decideret forhandlinger om en forlængelse af kontrakten. Lige nu ser vi tiden lidt an, men vi taler da løbende sammen om situationen, siger Bo Pedersen, der satte seks fuldtræffere ind mod Kolding IF - heraf en scoring på straffekast. Han må meget gerne vise samme skarphed i afslutningerne i eftermiddag, når TMS Ringsted står på menuen på udebane. - Der er ikke så meget at diskutere. Vi skal vinde, hvis vi skal være med i jagten på en plads i DM-semifinalerne. TMS Ringsted glider forbi os i tabellen med en sejr, fortsætter Bo Pedersen, der kun har kontrakt med AaB sæsonen ud. Krav om fight AaB, der har sikret sig et alternativ til stregpladsen i næste sæson i skikkelse af Skjerns Thomas Klitgaard, må undvære landsholdsbacken Rune Ohm, der afsoner den første af to karantænedage i kølvandet på det direkte røde kort i kampen mod Kolding IF i Gigantium. - Det er en streg i regningen at være uden Rune Ohm både mod TMS Ringsted og udekampen på torsdag mod Team Tvis-Holstebro. Han er en vigtig spiller for os, siger AaB-cheftræner Anders Fältnäs, der dog kan glæde sig over, at AaB stadig blot har fem point op til GOG på den eftertragtede fjerdeplads. - Umiddelbart efter skuffelsen mod Kolding IF var jeg pessimistisk med hensyn til vores muligheder for at nå DM-semifinalerne, men det lader sig stadig gøre. Vi har bare ikke råd til flere skæverter, og vi skal fighte os til to point i Ringsted, fastslår Anders Fältnäs. Keeper i bedring Allround-spilleren Nils Pedersen træder ind i truppen i Rune Ohms fravær, men i første omgang er det spillere som Troels Møller, Søren Larsen, Børge Lund og Kenneth Klev, der er udset til at få puslespillet om den ledige plads som højre back til at gå op. Nils Pedersen kan spille både fløj, back og stregspiller. I AaB-målet meldes Søren Rasmussen spilleklar til opgøret i Ringsted. Hans rygskade fra udekampen mod Silkeborg-Voel KFUM blev slået op i opgøret mod Kolding IF, men kamppausen på lidt over en uge har gjort ham godt. AaB-fløjen Rune Skjævold, der døjede med sygdom i kroppen mod Kolding IF, er også helt frisk igen. AaB skulle have mødt Svendborg TGI hjemme i onsdags, men det opgør spændte vejrguderne som bekendt ben for, og den kamp er nu fastsat til lørdag 5. marts kl. 15.00 i Aalborg Stadionhal.