Stregspiller ny anfører

AALBORG: - Det huer mig ikke, at en københavner er anfører i Aalborg.... Med et glimt i øjet understreger sportschef Jan Larsen, at ekstraordinære kvaliteter ligger bag udnævnelsen af 24-årige Pelle Larsen som ny anfører for AaB Håndbolds ligahold. Kun et år efter skiftet fra Ajax-Farum overtager stregspilleren anførerbindet fra målmand Jan Hyldgaard, der har ladet sig pensionere som topspiller og nu virker som træner for målvogterne i Aalborg DH. - I spillertruppen er der stor respekt omkring Pelle Larsen. Både under træning og i kamp går han forrest såvel verbalt som figtermæssigt, forklarer Jan Larsen et umiddelbart lidt overraskende valg af en spiller, der ganske vist figurerer på ligalandsholdet, men som i sidste sæson sad hyppigt på bænken, fortrængt af den langt mere rutinerede Bo Pedersen. I den kommende sæson lægger AaB's nye svenske cheftræner Anders Fältnäs imidlertid op til, at de to stærke stregspillere i højere grad skal supplere hinanden, og foreløbig er Pelle Larsen udset som førstevalg i midterforsvaret ved siden af Børge Lund. AaB deltager i weekenden i Direct Cup i Silkeborg med Silkeborg-Voel og Århus GF som modstandere i lørdagens indledende kampe, mens Skjern, Team Tvis Holstebro og Fredericia tørner sammen i den anden pulje. Vinderen af stævnet belønnes med 15.000 kr. På tirsdag spiller AaB jubilæumskamp i Skørping mod Viborg, mens næste skridt i sæsonforberedelserne er Nøvling IF's internationale turnering, hvor AaB'erne spiller åbningskamp mod Hamburg fredag 22. august, fulgt af opgør mod norske Kragerø og Bjerringbro FH om lørdagen. Alle tre kampe afvikles i Aalborg Stadionhal. abel