Strejke er ikke løsningen

Det er i dag, dronningen holder sin nytårstale. Jeg er stolt over at have fået lov til at afslutte året og takker NORDJYSKEs læserskare, især dem, der læser "På kanten". 2004 har været skelsættende år for "globalisering". Før troede vi, at det var noget med statstilskud, der fik lukket sunde danske skibsværfter.

Arbejdspladser 30. december 2004 20:46
Men at IT-virksomheder, som alle troede sikre i Danmark, flyttede fra landet, var et chok for os. Vi blev tudet ørerne fulde af, at vi skal uddanne og omskole os. Men hvad vi skal uddanne eller omskole os til? Accept af lønnedgang på pølsefabrikken i Ringsted udløste strejker i det ganske land. Selv i NORDJYSKE's "quick poll" så man, at 82 pct. af alm. læsere sagde nej til lønnedgang. Jeg husker et folkefærd, der hed typografer. De tilkæmpede sig høj løn og kort arbejdstid. Så blev deres arbejdskraft for dyr, man indførte edb. Så strejkede man mod edb. Nu er typografer en uddøende race. Jeg så engang i Indien en demonstration med bannere: "Computer stjæler dit job". Nu eksporterer Indien computer-software. Nordjysk LO's formand, Kaj Poulsen giver i NORDJYSKE landbruget skylden for slagteristrejken og truer med, at landbruget mister goodwill. Mig bekendt har LO aldrig vist goodwill for dansk landbrug, men han glemmer også, at LO i sin tid koldt og kynisk lukkede sit blad "Aktuelt", fordi det gav underskud og sendte mange arbejdere i arbejdsløshed. Han mener endog, at EU skal forbyde at flytte arbejdspladser fra et land. Det undrer mig ikke, om han, med den indstilling, ville have gået forrest med et banner: "Computer stjæler dit job". Det undrer mig, at LO ikke efterlyser dialog med arbejdsgiver, arbejdstager og regering? Måske er 37 timers-ugen for dyr, eller måske skulle slagteriarbejdere i hele landet gå lidt ned i løn, arbejdsgivere lidt ned med fortjenesten, og staten ned med skatten. Hvis alle giver lidt fra sig, kan vi i fællesskab gøre os konkurrencedygtige og bevare arbejdspladser her. Man skal lære at se ud over sin egen næsetip. I et moderne samfund gælder det ikke konfrontation, men koordination. Møbel- og tekstilbranchen har lært at udføre arbejdet, hvor det er billigt og skabe blomstrende eksportmarkeder for designede produkter. Vi skal tilpasse os til nye normer. Så, at strejke i et moderne samfund er dødens pølse. Der er ikke mere kød på. Det er - som en af slagteriets egne tillidsmænd sagde i TV 2 Nord - "pisse i bukserne giver en stakket varme" (hvo som pisser i huserne får stakket varm) Arbejdstager og arbejdsgiver er ikke modspillere, men som medspillere kan man vinde kampen. Det er derfor, man har ledere til koordination og ikke konfrontation. Med ønske om et lykkebringende nytår for os alle. Dhamu Chodavarapu er ingeniør. Født og opvokset i Indien. Kom til Danmark i 1964. Dansk gift. Engageret i samfundsdebatten med særlig interesse for politik og historie i Danmark og den store verden.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...