Strejkebrydere i klemme

Da næsten 180 sosu-assistenter og -hjælpere samt sygeplejersker begyndte at strejke, måtte flere af deres kolleger møde på arbejde. Medlemmer af Kristelig Fagbevægelse er nemlig ikke indbefattet af konflikten.

- 5-10 procent af de ansatte er det, vi kalder ikke-strejkende medarbejdere. De er ikke omfattet af konflikten, og derfor forventer jeg også, de passer deres arbejde, forklarer leverandør- og ældrechef, Torben Færk. På strejkens første dag var det dog ikke alle ikke-strejkende medarbejdere, der passede deres arbejde dagen ud. - Jeg har måttet konstatere, at tre af mine medarbejdere blev syge i løbet af onsdagen, siger Torben Færk. Fællestillidsrepræsentant for ældreplejen i Jammerbugt Kommune, Lilian Verwohlt, mener, at det sætter de ikke-strejkende medarbejdere i klemme. - Vi ser helst, at vores kolleger i Kristelig Fagforening bliver væk fra arbejdet, men de er selvfølgelig i en svær situation, når topledelsen siger, de skal udføre det arbejde, de plejer. Derfor synes jeg også, det er helt i orden, når nogle af dem melder sig syg, siger hun. Kristelig Fagbevægelse har på forhånd orienteret deres medlemmer om, hvordan de skulle forholde sig til strejken. - Vores medlemmer er ikke en del af strejken, og derfor skal de i princippet stille deres arbejdskraft til rådighed. Vi vil ikke opfordre nogen til at melde sig syg, hvis de ikke er syge, forklarer Kristelig Fagbevægelses afdelingschef i Aalborg, Erik Nielsen.