Naturvidenskab

Stress bider hele familien

Far er sur, og mor skælder ud. Eller også er de bare ved at knække sammen af stress. To nye bøger sætter fokus på stress - og mulighederne for at gøre noget ved den

Kære Gud, vil du ikke nok befri mig fra min sure mor. Bønnen fra den niårige søn var klistret fast på bagsiden af hans skrivebord, og den gjorde ondt at finde. - Jeg fandt den for nylig, og den slog hårdt. Både fordi den var så ærlig, og mest fordi han aldrig havde givet udtryk for sine tanker over for mig. Muligvis af hensyn, eller måske fordi jeg havde været blind. Og det viser, hvor meget det gik ud over børnene. Sådan skriver Katrine Damsgaard-Sørensen, forfatter og medredaktør af bogen »Stress - når kroppen siger fra«. Bogen med de 16 personlig beretninger om knækkede kroppe og sorgfyldte sind beskriver helt ind til benet, hvor ondt det gør - på hele familien - når far eller mor lader arbejdet eller store ubearbejdede sorger tage magten. Katrine Damsgaard-Sørensen overfaldt en dag verbalt sine kolleger i it-virksomheden, hvor hun arbejdede som kommunikationskonsulent. En god kollega listede hende ud ad firmaets bagindgang og kørte hende hjem. Tårene flød, og tre dage efter blev hun fyret. Firmaet gik dårligt, begrundelsen for fyringen lød, at hun havde været en luksus i gode tider. Den gode venindes reaktion på fyringen - at det dog var det bedste, der kunne ske - forstod hun ikke. Men de næste par måneder gik med at ligge derhjemme i sengen og lade sammenbruddet, der længe havde været på vej, toppe. Børnene, som hendes mand igennem en lang periode havde taget sig af, begyndte at blive levende for hende igen. Brikkerne til en stress-historie begyndte at falde på plads. Sammenbruddet havde været på vej længe, men signalerne var blevet ignoreret. Smerterne i brystet, kvalmen og svimmelheden var blevet gemt godt af vejen. Arbejdet på fuld tid og det, der var mere, var bare fortsat. Katrine Damsgaard-Sørensens historie er ikke enestående. Hver eneste af de 16 mennesker, der står frem i bogen og fortæller deres historie, har på krop og sjæl mærket, hvordan stress nedbryder ikke bare fysikken men også følelseslivet. Beretningerne om børn, der forsømmes. Eller børn der passer meget godt på med ikke at lege for larmende for far er sur er genkendelige og skræmmende. Det rammer familien - Det er hele familien, der bliver ramt, når far eller mor er stresset. Alle kender de der morgener, hvor man har sine tanker et helt andet sted. Man er kort for hovedet, stresset og irritabel. Følelseslivet bliver lukket af, når man er stresset. Kroppen lukker ned for alle luksustingene, for eksempel følelserne over for familien, siger forfatteren og journalisten Lis Lyngbjerg Steffensen. I sin nye bog, »Effektiv uden Stress«, beskriver hun, hvordan såvel den indre balance som balancen mellem arbejdsliv og familieliv tipper, hvis kravene og ressourcerne over længere perioder slet ikke er i harmoni. Kroppen sættes i alarmberedskab. Det er ren biologi og helt sikkert udmærket, hvis man står over for en livsfarlig tiger. Det duer bare ikke, når det er Peter på fem år, der har brug for et hurtigt knus eller en lang gåtur med far. Sandsynligheden for, at far er både døv og blind over for Lille Peters krav, er overhængende. Indlevelsen og de kærlig følelser er sat i skammekrogen og afløst af hovedpine, irritabilitet, angst og træthed. - Man kan godt arbejde en måned eller to under hårdt pres, men så skal man også have ro. Tommelfingerreglen er, at det tager lige så lang tid at komme sig oven på er periode med stress, som den periode man har været stresset i. Tit er det ægtefællen, der kan se, at den er helt galt. Og børnene fornemmer det også, men det kan være svært at nå ind til en person, der er meget stresset. Man lytter ikke, men kører bare derudaf, siger Lis Lyngbjerg Steffensen. Et konstant maratonløb I »Effektiv uden Stress« deler hun ansvaret for den alvorlige stress ligeligt mellem den enkelte og ledelsen på arbejdspladsen. Stress kan udløses af store sorger, usikkerhed om hverdagen, men i høj grad også af et arbejdsliv uden plads til store armbevægelser. Når opgavemængden er så overvældende stor, at der ikke er plads til at puste ud ind imellem eller huller til total afslapning, går krop og psyke på et tidspunkt ned. Ikke fordi man er blevet slap i koderne, men fordi biologien sætter de grænser, moderne mennesker alt for ofte er for dårlige til selv at sætte. Eller få sat. I bogen forklarer stresscoach Henrik Krogh, hvad der sker, hvis man putter en frø ned i en gryde med kogende vand: - Så hopper den op med det samme. Men hvis man putter en frø ned i en gryde med koldt vand og skruer på for blusset, så flytter den sig ikke. Den har måske været på kursus i positiv tænkning: Nu er det godt nok ved at være varmt. Men det er nu godt at få rykket sine grænser lidt. Frøer, der på den måde bliver varmet op langsomt, bliver kogt ihjel. - Vi skal lære at mærke vores grænser. Og det er svært. Der er mange, der selv siger ja til en hel masse, vi er opdraget til at tage ansvar på os og være omstillingsparate. Vi har lært, at det er fint at rykke lidt ved grænserne, arbejdet løber af sted med os, og vi skal hele tiden op og ringe. Det er som et konstant maratonløb. Man må jo spørge sig selv, hvor de her menneskers chefer er henne? Chefer er rollemodeller og de bør se det, hvis den er ved at være helt gal med en af kollegerne, siger Lis Lyngbjerg Steffensen, der dog også i sin bog gør opmærksom på, at moderne mennesker strækker sig meget langt for jobbet. Og helst holder angsten og usikkerheden for sig selv. Også selv om sekretæren eller familien derhjemme har prøvet at antyde, at den er rivende gal. Prioriter - Man må prioritere, og har man for mange opgaver, må man bære dem ind til chefen og bede ham om at fortælle hvilken en, man skal løse først. Der er mange glimrende ledere, der vil det bedste for deres medarbejdere, men de skal vide, hvad der foregår. På nogen arbejdspladser, for eksempel Danfoss, som er beskrevet i bogen, tager man faktisk stress alvorligt. Man har oplevet sammenbrud og siger nej, det her vil vi altså ikke opleve igen, siger Lis Lyngbjerg Steffensen, der har talt med mange stressede mennesker, der var flove over at være vatnisser, der bare havde brug for at sove hele weekenden. - Det er naturligt, men jeg synes, man skal gøre noget ved det, før man når dertil. Vi kan ikke alle sammen flytte på landet og gå og passe vores høns. Sådan er verden ikke indrettet i dag, men jeg synes man kan starte med at spørge sig selv, hvor mange timer man får løn for? Og om man vil arbejde gratis for virksomheden? Skal man for eksempel sidde derhjemme og besvare e-mails eller arbejde, når resten af familien sover, spørger Lis Lyngbjerg Steffensen, der understreger, at der ikke er nogen nemme løsninger. Livet er komplekst, men et godt sted at starte kunne være en simpel optælling af de timer, man bruger på arbejdet, på at tænke på arbejdet og de timer, man ønsker sammen med familien eller sine venner. Regnskabet går ikke altid op, men balancen kan rykkes. Eller som Lis Lyngbjerg Steffensen udtrykker det: - Vi skal ikke lægge ansvaret for vores liv fra os, men vi skal vælge. Alt for mange modsatrettede krav skaber rod i vores hoveder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst