Dyr

Stress er mange menneskers mareridt

Stress kan føre til udbrændthed, angst og depression

HJØRRING:Stress er fremtidens svøbe og mange menneskers tilbagevendende mareridt. Tilstanden kan føre til udbrændthed, angst og depression, og selv om de fleste gerne vil gøre op med deres stress, er det ofte svært. Logisk må man bare kunne vedtage med sig selv, at man ikke vil stresse, men praktisk er det ikke så nemt. Det ved psykolog Bjørn Danielsen, Frederikshavn, og derfor holder han foredrag om folkesygdommen rundt om i Vendsyssel. Målet er, at den enkelte selv lærer at håndtere lavt selvværd og stress. Senest har han afviklet fire åbne kurser på VUC i Hjørring, hvor der hver aften var fuldt hus. Alle fra sygeplejersker og skolelærere til akademikere og arbejdsløse havde meldt sig til og fik gode råd om håndteringen af dårligt psykisk arbejdsmiljø, stress, udbrændthed, angst, depression og vejen til at give børn et godt selvværd, som er grundlaget for et godt liv. Bjørn Danielsen overvejer at gentage foredragsrækken til foråret. Får redskaber - Det er nødvendigt, at flere får kendskab til de mekanismer, der påvirker vores helbred. Undersøgelser viser, at syv af de ti mest almindelige lidelser er forbundet med stress, siger Bjørn Danielsen, der kender til mange tilfælde via rådgivningsarbejde i Frederikshavn og Brønderslev og via sin konsultation. - De næste års mareridt rent sygehusmæssigt bliver stress. Psykiske sygdomme er ligeså almindelige som fysiske sygdomme, men de psykiske sygdomme er tabu i modsætning til et brækket ben, siger Bjørn Danielsen. NORDJYSKE sætter i dag fokus på stress med udgangspunkt i kurserne på VUC med psykolog Bjørn Danielsen, der giver bud på redskaber, man selv kan bruge. Vi ser på årsager og konsekvenser og søger gode råd til at undgå og til at bearbejde psykiske problemer. - Stress kan ramme alle, og er man stresset gennem længere tid, kan man få alvorlige skader på krop og sjæl. 20-30 procent af den danske befolkning skønnes at lide af stress, og stress er mere og andet end at have almindeligt travlt, siger Bjørn Danielsen.