Stress og andet utøj hos børn

Jeg har fået stress. På linie med forkølelser og influenza.

Og det siges – igen desværre alt for ofte – også om børn: hun eller han har fået stress. Nu skal det huskes, at vi altid skal skelne klart mellem positiv og negativ stress. Positiv stress er der, hvor vi voksne gennem travlhed og delvis pressede situationer oplever positive følelser af at lykkes og at udrette noget. Og derpå bliver veltilpassede og afslappede. Negativ stress er det modsatte. Der hvor vi voksne – ligeledes i travle og pressede situationer – opnår de modsatte følelser af utilstrækkelighed og fiasko. Og deraf nervøs hektisk og uhensigstmæssig adfærd. Når vi snakker om børn og stress er det på to planer. For det første der, hvor stressede voksne giver stresset adfærd videre til børnene. Det børnene oplever er voksne, der ikke kan være så meget til stede hverken fysisk eller psykisk, som børnene har brug for. Men uanset om forældrene udviser positiv eller negativ stresset adfærd er der omkostninger for børnene. Også ved positiv stress hos forældre er der en smertegrænse, da børn ikke kan skelne mellem de forskellige gode eller mindre gode grunde til at forældrene har for lidt tid til at være sammen med dem. Men blot oplever det som afvisning og giver dem en følelse af ikke at være betydningsfulde og vigtige for deres forældre. Og det er jo paradoksalt med denne af travlhed opståede stressede adfærd hos forældrene. Vi aldrig har haft mindre arbejdstid end vi har i dag. Hvad er det egentligt, vi som forældre har så travlt med, siden det er vigtigere end tid til børnene? Det andet plan, når vi taler om børn og stress, er den stressede adfærd børn udviser, når barnet selv har for meget at lave. Eller oplever, at de ikke kan klare de krav, der sættes til dem af ambitiøse forældre, som i misforstået velmenende interesse for barnet, fremviser forventninger, som barnet ikke kan indfri. Børn skal udfordres, skubbes og presses. Selvfølgelig. Men der er også hos dem en smertegrænse. En fyldt kalender for barnet er et uheldigt statussymbol skabt af forældre, der pacer børnene frem og involverer barnet i deres eget glansbillede af et hektisk voksenliv. Børn har brug for tid. Tid der skal bruges på med energi at bakse med hverdagens gøremål – og dermed vokse. Det ville være gavnligt for alle om vi lærte at bruge ordene rigtigt. Ingen får stress. Forstået som en sygdom eller utøj der flyver gennem luften og lander på det enkelte uheldige individ. Stress er noget vi giver os selv eller påfører andre. Så stress er ikke noget børn får. Stress er noget de voksne giver dem. Så også her er ansvarsplaceringen klar. Det er altid forældrenes ansvar at tage vare på sig selv. Og på børnene. Tanja Miller & Teddy Petersen