Stress skal bekæmpes med lyst

Glæde er ikke tegn på overfladiskhed men på overskud

AALBORG:Vi tror, det er seriøst at have travlt og være alvorlige. At glæde er et udtryk for overfladiskhed. Men det er forkert. Den holdning gør os til calvinistiske pligt-etikere, og det ender med, at vi får stress, fordi vi stiller for store krav til os selv om alt det vigtige og alvorlige, vi skal. Vi kan ikke leve op til vore egne forventninger, lysten forsvinder, og vi bliver syge. Pia Ryom er arbejdspsykolog ved BST i Aalborg, og hun har mødt os i alle afskygninger - pligt-etikerne, de seriøse, de alvorlige, de stressede, de syge - hver femte pensionssag relaterer til stress. Nu skal lysten genindføres på arbejdspladserne, synes hun, og inden jul udkommer en bog, hun har skrevet om problemet. En brugsbog med spiralryg, som skal give os noget selvindsigt og noget handlekraft, og som skal hjælpe os af med den vrangforestilling, at glæde nok er et udtryk for letbenethed og ikke, som glæden i virkeligheden er, et udtryk for overskud. Hun vil have os til at sætte os ned og spørge os selv, om vi ikke har ret til at have et godt liv? Og hvis vi synes, vi har, må vi jo gøre noget ved det, mener hun. Påtage os ansvaret for, at det bliver bedre. - De fleste af os tror nok, at vi skal dø engang, siger hun. Så tag og se på dem, det er blevet alvor for, fordi de er ramt af en livstruende sygdom. De bestemmer sig for at tænke positivt, vil bruge resten af livet på noget, de har lyst til - og det giver dem overskud. Endda også til andre. Offer-kulturer Pia Ryom anklager ikke nationen for at have udviklet en brokkekultur, men hun kan godt udpege et par fagområder - sundhedspersonale og lærere f.eks. -, hvor man har kørt sig selv ind i en offerrolle: omstændighederne er der ikke, vi kan ikke påvirke, vi kan ikke gøre noget, børnene er urolige og patienterne for syge. - Undervisningen bliver mere traditionel, man skal jo også nå så meget, og af pligt - af misforstået pligt - vælger man det sjove fra, forklarer hun. Selv patienterne har man disciplineret: Uha, jeg må hellere lade være med at ringe, for personalet har jo så travlt.... Og sygeplejersken griber den og overbeviser sig selv om, at hun jo heller ikke gør sit arbejde godt nok, og nu tør patienterne slet ikke ringe. Hvad vil der ske, hvis man på en afdeling en dag siger, at nu vil man kun gøre det, man har lyst til? Vil patienterne lide nød? - Nej da, siger Pia Ryom. Alle mennesker er jo pligtopfyldende, og faren er i virkeligheden den stik modsatte: Langt de fleste mennesker har nogle forventninger til sig selv, som ligger noget over de forventninger, deres omgivelser har. Over chefens, kollegaens, patientens, kundens... der er ikke en realistisk sammenhæng. Når man har disse høje krav til sig selv, bliver det svært at være tilfreds med det, man laver. Og det er invaliderende. Hvad stiller man op, hvis det ikke er godt nok? Sjov på skift Arbejdspsykologens bud er, at man skal snakke med hinanden om de reelle krav, og at man skal tro på sin egen mestringsevne. Mister man dén, sætter man sin egen handlekraft ud af drift, og så er ringen sluttet til den negative stress, fordi kravene tilsvarende "stiger" urealistisk. Pia Ryom kan godt forestille sig, at øvelsen i at finde laguner på arbejdspladsen, hvor der er plads til sjov og glæde, kan være svær, indtil vi lærer det. - Måske kan man ligefrem indføre på skift at være den, der gør noget - læser et digt, råber og skriger eller hvad nu der kan være den sjove afbrydelse, foreslår hun. Forudsætningen er, at vi holder op med at sætte lyst og pligt op som modsætninger.

Breaking
Kæmpe politiaktion i Aalborg Øst
Luk