Tyverier

Stribe af hærværk, indbrud og brugstyverier af biler

HIRTSHALS OG TORNBY: Tyveknægte og hærværksfolk har haft travlt i Hirtshals og Tornby-området i weekenden. Der er øvet hærværk på Fritidshjemmet i Søndergade 48, hvor en termorude i værkstedet er ødelagt med en flise. En passager, der kom ind med Color Lines færge fra Kristianssand klokken et natten til mandag, var så uheldig af miste sin sorte rygtaske, hvorpå der med rød skrift stod: Sport. Tasken indeholdt forskelligt herretøj og blev stjålet, da ejeren et kort øjeblik var på toilettet efter at være kommet i land med færgen. Strandfogedens arbejdsplads i Tornby har også været udsat for hærværk. Alle fire hjul på den traktor, som strandfogeden råder over, og som normalt står på strandingsgodspladsen på Strandvejen, er helt flade, og det er sket på et eller andet tidspunkt i weekenden. Et hjem på Skagavej i Tornby blev gennemrodet i tidsrummet fra kl. 8 til kl. 21 søndag. En havedør blev brudt op, og alle rum er blevet gennemrodet. Tilsyneladende er det eneste, der er forsvundet, det pas, som manden i huset har. Tyvene har, inden de forlod huset, åbnet alle vinduer og døre. En bil, der blev stjålet fra Feriebyen Skallerup Klit i tidsrummet mellem søndag aften og mandag morgen, blev fundet på cykelstien ved hovedvejen lidt nord for Hornevej mandag morgen. Det var en hvid Opel Kadett E stationcar. Mellem søndag aften ved 23-tiden og mandag morgen blev der stjålet en rød VW Golf fra parkeringspladsen ved Hotel Fyrklit i Hirtshals. Golfen blev mandag formiddag fundet i Rønde på Djursland. En blå Volvo 850, der også stod parkeret ved Hotel Fyrklit, har også været genstand for nattens gerninger. I tidsrummet mellem søndag aften ved 19.30-tiden og frem til mandag morgen er højre fordør brudt op. Fra handskerummet er stjålet en tegnebog med personlige papirer, forskellige kort og et beskedent kontantbekøb. Pungen med indhold tilhører bilens ejer.