Stribe af indbrud i Tversted

Flere sommerhuse i Tversted har været udsat for indbrud i løbet af weekenden og frem til mandag

Arkivfoto: Kurt Bering <i>Kurt Bering</i>

Arkivfoto: Kurt Bering Kurt Bering

TVERSTED:Sommerhusejere i Tversted har haft besøg af travle tyve med store lommer.

Lokalpolitiet fik den første anmeldelse mandag. En alarm var gået i gang i et sommerhus på Lupinvej klokken 22.15. Men alarmen forhindrede ikke tyvene, som kom ind ved at bryde en terrassedør op. Ved indbruddet blev der stjålet en stor Kählervase med blå striber i designet Omaggio, en Lassen lysestage og en dyne.

Mandag var der også et indbrud i et andet sommerhus på Lupinvej. Det skete i løbet af mandagen mellem klokken 14 og 23.30. Her kom tyvene ind ved at bryde en terrassedør op. Fra sommerhuset blev der stjålet et 42” fladskærmstv, lamper og en lædersofa med chaiselong. Det hele blev formentlig transporteret væk i en trailer, som stod ved sommerhuset, og som også er væk.

På Kornblomstvej blev terrassedøren også brudt op. Det skete fra søndag klokken 17 til mandag klokken 19.30. Herfra blev der stjålet 42” fladskærmstv, lysestager, fade, køkkenredskaber, bestik, vaskemaskine og en tørretumbler.

På Drosselvej var der ubudne gæster i løbet af natten til tirsdag. Her er der stadig ikke noget overblik over, hvad tyvene har stjålet.

På Bindslevvej i Tversted var der indbrud i en garage natten til mandag. Herfra blev der stjålet en kajak af mærket Seatrip samt tilbehør i form af svømmevest og tørdragt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.