Tyverier

Stribe af indbrud

Politiet kunne notere en mindre stribe indbrud og tyverier i Brønderslev Kommune i weekendens løb.

Fredag i tidsrummet mellem kl. 11.30 og 18 gik det ud over en lejlighed i Knudsgade i Brønderslev, hvor der blev stjålet en pengekasse med 1700 kr. i kontanter samt et hævekort. Natten mellem fredag og lørdag var der indbrud i en garage på Tylstrupvej i Hjallerup. Herfra forsvandt der noget fyringsolie, en snerydningsmaskine, et svejseværk samt nogle julegaver, tilsammen til en værdi af cirka 20.000 kr. Ligeledes natten mellem fredag og lørdag blev der stjålet nogle måleapparater samt en boremaskine og en stiksav fra en varebil, der holdt parkeret i Skolegade i Brønderslev. I Østergade i Hjallerup gik det i samme tidsrum ud over en Ford Transit, hvorfra der forsvandt en del værktøj. Og på Aalborgvej i Brønderslev, ved JKE Center, mistede en Ford Fiesta sine nummerplader med registreringsnummeret YX 26 654. Endelig var en gæst i Solcentret i Grønnegade i Brønderslev lige lovlig selvhjulpen, da en betalingsautomat lørdag aften kl. 19.40 blev brudt op. Tyven forsvandt med cirka 100 kr. i småmønter, men er blevet fanget af solcentrets overvågningskamera, så politiet arbejder nu på at identificere tyven.