Danmark

Strid bremser bibliotekernes e-bøger

"Fifty Shades of Grey" og andre populære titler kan ikke længere hentes på bibliotekernes eReol.

Strid bremser bibliotekernes e-bøger

Det er slut med at sidde hjemme foran computeren og søge efter de mest populære krimier og romaner i bibliotekernes eReol.

En strid mellem bibliotekerne og de store forlag betyder, at mere end halvdelen af 4170 titler trækkes ud af reolen fra torsdag.

I Danmarks Biblioteksforening beklager formand Vagn Ytte Larsen, at det ikke er lykkedes at nå frem til en ny fælles aftale.

- Det beklager vi, da vi mener, at det er vigtigt for et demokratisk samfund, at alle borgere har mulighed for at låne bøger, uanset om det er fysiske bøger eller e-bøger, siger han.

Siden bibliotekerne indførte e-bøgerne for et års tid siden, har de betalt forlagene cirka 18 kroner, hver gang en bog blev downloadet.

Men den ordning, mener forlagene, skader det kommercielle salg af e-bøger, fordi danskerne vænner sig til, at e-bøger kan hentes gratis.

- Og det kan vi selvfølgelig ikke forsvare over for forfatterne, der i fremtiden også skal leve af e-bogen, siger Christine Bødtcher-Hansen, direktør i Forlæggerforeningen.

I stedet har forlagene ønsket en ny etårig forsøgsaftale, hvor en model, der ligner det fysiske bibliotek skal afprøves. Bibliotekerne skal købe licenser af forlagene med et begrænset antal udlån.

For brugerne betyder det, at de kan komme til at stå i kø til de bøger, som flere ønsker at låne. På samme måde, som det sker med papirbøger.

Formand for Bibliotekarforbundet Pernille Drost siger til Ritzau, at det strider med den digitale tankegang, som jo netop sikrer, at flere kan låne den samme titel på samme tid.

Alligevel mener hun, at licensmodellen bør prøves af.

- Vi står med nogle forlag, som skal finde deres ben på det kommercielle marked, og samtidig skal bibliotekerne finde ud af, hvordan de skal arbejde med det digitale. Derfor bør licensmodellen afprøves, så vi se, hvordan brugerne reagerer, siger Pernille Drost.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst