Lokalpolitik

Strid om brug af Aars' byvåben

S undrer sig over, at reklamebureau frit kan benytte byvåben i tryksag, når partiet ikke må

AARS:Socialdemokraternes formand i Aars, Herdis Brix, er fortørnet over, at et reklamefirma uhæmmet kan benytte Aars Kommunes byvåben i et husstandsomdelt annonceblad uden at have fået lov. Socialdemokraterne blev nemlig selv for flere år siden tvunget til at destruere et antal fortrykte forsider til sit medlemsblad "Rosen". - Det skete, fordi det borgerlige flertal i Aars kommune ikke ville acceptere, at byvåbnet indgik i medlemsbladet, påpeger Herdis Brix. Derfor har hun nu på vegne af partiet bedt borgmester Knud Kristensen redegøre for reglerne for at anvende Aars kommunes byvåben. Baggrunden er den husstandsomdelte publikation "Kommune Fokus". - Umiddelbart troede vi, at der var tale om information fra Aars kommune, fordi publikationen bar byvåbenet og endvidere indeholdt en indledende udtalelse fra borgmesteren, siger Herdis Brix. Ved nærmere granskning viste det sig at være et annonceblad udsendt af et reklamefirma fra Skive. Forskelsbehandling - Nu vil vi gerne vide, om det pågældende firma har fået kommunens tilladelse til at bruge byvåbenet, siger Herdis Brix, der mener, at det er nødvendigt at få fastslået, hvordan reglerne for brug af byvåbenet administreres. - Set i lyset af at vi som politisk forening netop i Aars kommune fik forbud mod at bruge byvåbenet i vort medlemsblad, er vi naturligvis nysgerrige efter at vide, om det er lettere for et udenbys firma at få lov til at bruge byvåbenet. Men måske er det nemmere at få tilgivelse end tilladelse, siger Herdis Brix, der med spænding afventer borgmesterens redegørelse. Borgmester Knud Kristensen(K) slår fast, at der ligger helt faste regler for, hvordan man får tilladelse til at benytte byvåbnet. De blev understreget med en beslutning i økonomiudvalget i februar efter en henvendelse fra en forening, der ønskede at benytte byvåbnet. Ingen tilladelse - Vi er ikke interesseret i at prostituere byvåbnet. Og det er blevet nødvendigt med klare regler for anvendelse af byvåbnet, ikke mindst fordi det er blevet let at hente for alle eksempelvis på kommuens hjemmeside, påpeger han. Derfor skal der en hel konkret henvendelse til økonomiudvalget til for at få lov til at benytte byvåbnet, understreger borgmesteren, der samtidig erkender, at Skivefirmaet ikke har indhentet nogen tilladelse. Knud Kristensen blev selv interviewet som kommunens repræsentant til det husstandsomdelte blad, der sætter fokus på erhvervslivet i Aars. - Socialdemokratiet har fået besked på ikke at bruge byvåbnet og det vil alle andre partiet også få, garanterer han, der er villig til at se igennem fingre med reklamebureauets brug af byvåbnet. - Der er milevidt fra at benytte byvåbnet i partisammenhæng til at benytte det i en profilering af kommunen og dens virksomheder, mener Knud Kristensen.