Strid om eksportstøtte lagt på hylden

Erhvervspolitik 18. oktober 2002 08:00

København, torsdag /ritzau/ En årelang strid om udbetaling af eksportstøtte til danske fødevarevirksomheder har nu fået en ende. Fødevareministeriet har indgået en aftale med fem store slagterivirksomheder, blandt andet Danish Crown, og syv store mejerivirksomheder, heriblandt Arla, om administrationen af eksportstøtten. Aftalen mellem Fødevareministeriet og de 12 virksomheder betyder, at virksomhederne får 35 mio. kr. til dækning af de tab, der opstået som følge af forsinkede udbetalinger af eksportstøtten. Dermed stopper aftalen foreløbig den massive kritik, der i de seneste år er blevet rettet mod Direktoratet for FødevareErhverv, som udbetaler eksportstøtte til danske fødevareeksportører og producenter. Direktoratet er blevet kritiseret for at smøle med eksportstøtten fra EU og er desuden blevet beskyldt for at være så nidkær og pedantisk i sin behandling af ansøgninger om EU-eksportstøtte fra danske virksomheder, at sagerne har hobet sig op med store forsinkelser i udbetalingerne til følge. De årelange ventetider har kostet danske fødevareeksportører og producenter tocifrede millionbeløb årligt, og har fået branchens topfolk til at stå sammen skulder ved skulder mod Direktoratet for FødevareErhverv. Og efter flere år med store problemer på eksportstøtteområdet vil direktoratet nu udbetale til tiden, lover direktør i direktoratet Arent B. Josefsen. Som led i aftalen vil slagteri- og mejerivirksomhederne arbejde for en forenkling af ansøgerprocedurerne ved at etablere en onlineservice, hvor virksomhederne kan ansøge om støtte fra direktoratet. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...