København

Strid om Foghs store EU-triumf

KØBENHAVN:Det kunne ikke gå galt. Han skulle bare sparke bolden i mål. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, Venstre, får en hård medfart, hvis de to tidligere udenrigsministre, den radikale Niels Helveg Petersen og socialdemokraten Mogens Lykketoft skriver historiebøger sammen. For de nedtoner kraftigt hans vigtigste internationale bedrift som statsminister: Den historiske EU-udvidelse, der sikrede 10 nye lande adgang til unionen og blev forhandlet på plads under dansk ledelse i 2002. - Det havde krævet en monumental fejltagelse, hvis det skulle mislykkes. Der var en entydig politisk vilje i den gamle EU-kreds om, at det skulle lykkes, og det skulle lykkes i København i 2002, vurderer Mogens Lykketoft. Helveg kalder Foghs arbejde for "den øverste top af kransekagen" og peger på "rugbrødsarbejdet" i 1990'erne som afgørende for den senere EU-udvidelse. Faktisk indledte Fogh forhandlingerne snublende tæt på målstregen ifølge Lykketoft. Venstres tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kalder meldingen fra sine gamle kolleger for "et ualmindeligt surt opstød": - Indsatsen fra Anders Fogh er gået over i historien som et stjerneeksempel på, at et lille land kan spille en afgørende rolle i EU, hvis man på rette tidspunkt evner at samle alle boldene, der farer rundt i luften, siger han./ritzau/