Strid om foreningsantal

Foreninger i Hellum er ikke enige om, hvor mange foreninger, der skal være i byen

Esben Heine
Foreninger er uenige om, hvordan foreningssammensætningen skal være. Skal der være tre eller kun én eller tre foreninger? Arkivfoto: Henrik Louis
Brønderslev 16. maj 2018 20:03

HELLUM: Hvordan skal foreningsstrukturen være i Hellum? Det spørgsmål har spoleret idyllen i byen.

Der er holdt en temadag med to DGI-konsulenter for at snakke fremtid, men her kom uenigheden til udtryk.

Hellum Idrætsforening driver i dag Hellum Multihus, men formand for idrætsforeningen, Bjarke Steen Larsen, der også er formand for Hellum Multihus, ønsker Multihuset udskilt i en selvstændig forening. Hellum Borgerforening mener, at der kun skal være én forening i stedet for tre.

Bjarke Steen Larsen mener, at en udskillelse af Hellum Multihus i en selvstændig forening vil sikre det 22 år gamle multihus i årene fremover.

- Vi kender jo ikke fremtiden for foreningerne, siger Bjarke Steen Larsen.

Idrætsforeningen har i dag gymnastik og Krudtuglerne på programmet, mens håndbolden for et par år siden flyttede til Jerslev.

- Vi har mistet 22.000 kr. ved, at Brønderslev Kommune ikke længer betragter Hellum Multihus som et hus i regi af idrætsforeningen. Dertil kommer, at vi også har mistet det medlemstilskud, vi plejer at få til medlemmerne, fortæller Bjarke Steen Larsen. 22.000 kr. er mange penge ud af et budget på 100.000 kr.

Når nu Brønderslev Kommune betragter Hellum Multihus som et forsamlingshus, ønsker Hellum at få andel i Landsbyrådets penge til forsamlingshusene i kommunen.

Men her er problemet, at 12 forsamlingshuse deler de 120.000 kr. ligeligt, der er afsat til forsamlingshusene.

- Skal vi have andel i den pulje, går det ud over de 12 forsamlingshuse, og skal vi have ekstra penge, rammer det Landsbyrådets pulje på 400.000 kr., lyder det fra Bjarke Steen Larsen.

For at få penge ind til Hellum Multihus’ drift er prisen for at leje huset sat op - for de to brugere - idrætsforeningen og borgerforeningen.

Flere medlemmer af Hellum Borgerforenings bestyrelse har trukket sig.

- Der er kun tre af syv medlemmer tilbage, fortæller formand for Hellum Borgerforening, Hans Flensted.

Borgerforeningen har indkaldt til ekstra generalforsamling 15. juni, hvor de ledige pladser skal besættes.

- Jeg tror, at det bedste vil være, hvis der kommer en helt ny bestyrelse i borgerforeningen, siger Hans Flensted.

Han stiller også gerne selv sit mandat til rådighed.

Da der ikke kom nogen afklaring på fremtidsmødet, er det planen at snakke videre om fremtidens struktur.

- Men det kan først ske, når der er valgt en ny bestyrelse i borgerforeningen, siger Bjarke Steen Larsen.

Bjarke Steen Larsen håber, at man kan snakke sig frem til enighed efter denne generalforsamling.

Hans Flensted fortæller, at borgerforeningen har til formål at holde arrangementer for byens borgere.

- Vi kan ikke klare en klækkelig forhøjelse af lejen for multihuset, siger han.

Han frygter for, at borgerforeningen bliver husvild, hvis det ikke er muligt at betale den forhøjede husleje til Multihuset.

Hans Flensted lægger ikke skjul på, at han er ked af, at der ikke er enighed i egne rækker, og at bestyrelsen ikke fortsætter til den ordinære generalforsamling i januar.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...