Terrorisme

Strid om hjemrejse

Rejsegrantifonden bragt ind i debat om hjemtransport efter terror

Nogle dage efter terrorangrebet i Sharm El-Sheik i Egypeten lancerede rejsebrancen et forslag om en ny type forsikring, der dækker i en situation, hvor Udenrigsministeriet ikke kræver en evakuering af danske turister på stedet. Det forslag får den kolde skulder af Forbrugerrådet. Det er Forbrugerrådets vurdering, at rejsebranchens interesse her blot er at skaffe sig et nyt forretningsområde. - Det bliver formentlig meget dyre forsikringer, og sandsynligheden for, at der skal ske en udbetaling er meget lille. I stedet for mener vi i Forbrugerrådet, at man kunne udvide området, som Rejsegarantifonden dækker, siger Forbrugerrådets trafikpolitiske medarbejder Claus Jørgensen. I dag dækker Rejsegarantifonden danske turisters hjemrejse, hvis selskabet, de er rejst med, går konkurs. - I dag er der 60 millioner kroner i rejsegarantifonden. Og er det ikke nok, kan man genindføre den betaling på fem kroner pr. rejse, som forbrugere tidligere har betalt til Rejsegarantifonden, siger Claus Jørgensen. Han er medlem af Rejsegarantifondens bestyrelse. Indtil oktober sidste år betalte hver forbruger, der købte en rejse, et gebyr på fem kroner, der gik i Rejsegarantifonden. På grund af en udvikling, hvor færre rejseselskaber er gået konkurs, blev gebyret afskaffet. Claus Jørgensen er ikke tvivl om, at en løsning, hvor Rejsegarantifonden kan gå ind, bliver billigere, end en ordning, hvor den enkelte forbruger skal tegne en forsikring. Med Forbrugerrådets forslag kunne der gennem Rejsegarantifonden skabes en kollektiv forsikring mod terror. I Danmarks Rejsebureau Forening ønsker man ikke konkret at tage stilling til Forbrugerrådets forslag, om at udvide Rejsegrantifondens dækningsområde. - Det er et interessant forslag. Men der er blevet nævnt flere muligheder, og dem vil vi gerne have tid til at få undersøgt, så vi ikke risikerer en hovsa-løsning. Nu får vi tid til at diskutere mulighederne, idet en eventuel udvidelse af Rejsegarantifondens område vil kræve en lovændring, siger Danmarks Rejsebureauforenings administrerende direktør Lars Thykier. F.eks. nævner Lars Thykier, at hvis man går ind på Forbrugerrådets forslag, så kan der blive diskussion om det gebyr, der skal betales for hver rejse. - F.eks. kan man diskutere, om der er rimeligt, at en rejsearrangør, der laver rejser til farlige områder, skal betale det samme i gebyr som andre, eller om gebyret her skal være højere, påpeger Lars Thykier.