Strid om kriminel lavalder

Uenighed mellem regeringspartierne - statsministeren lægger afstand til sine egne ordførere

@NormalParagraphStyle:

@NormalParagraphStyle:

KØBENHAVN:Allerede i Lars Løkkes Rasmussen anden uge som statsminister er der uorden i geledderne. Fremtrædende folketingsmedlemmer for Venstre og De Konservative er dybt uenige om, hvad der skal ske med den kriminelle lavalder. Skal den bevares, sænkes eller helt fjernes? De borgerlige svar er mangfoldige. Venstres folketingsgruppe meldte onsdag klart ud. Regeringspartiet vil afskaffe den nuværende grænse på 15 år. - Det, vi vil have, er et andet system, der træder i kraft, uanset hvor gammel du er, så der ikke er et helle under den nuværende kriminelle lavalder, siger Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, til Ritzau. Ikke tale om, lyder svaret fra De Konservative. Den kriminelle lavalder skal ikke sænkes. - Der er ingen grund til at gøre det. Det var der engang. Men vi har fået indrettet den sociale lovgivning, så vi kan tage hånd om både barnet, den unge, familien og sørge for at rette op på tingene. Det kan vi i dag, og derfor er der ikke grund til, at vi sætter den kriminelle lavalder ned, siger De Konservatives retsordfører, Tom Behnke. På ministerniveau forsøger de to regeringspartier at træde vande. I Lars Løkke Rasmussens første tale som statsminister åbnede han for "fordomsfrit" at diskutere et alternativ til den eksisterende kriminelle lavalder. Det var spiseligt for De Konservative. Men statsministerens efterfølgende melding om at sænke aldersgrænsen var regeringspartneren formentlig ikke forberedt på. Den konservative justitsminister, Brian Mikkelsen, forsøgte onsdag at balancere mellem statsministerens udsagn og sin egen folketingsgruppe. Han lænede sig op af den såkaldte ungdomskommission, der kommer med et oplæg til sommer. - Jamen, det har vi ikke besluttet os til endnu, så det kommer an på, hvad ungdomskommissionen spiller ud med, og det er en beslutning, der bliver truffet både i Det Konservative Folkeparti og i Venstre, siger han. Efter V og K's daglange armlægning blev statsminister Lars Løkke Rasmussen onsdag bedt om at udlægge teksten. En kriminel lavalder på 15 år er ikke statsministerens kop te, men han er heller ikke begejstret for meldingen fra sin egen folketingsgruppe om helt at fjerne aldersgrænsen. - Jeg har hørt, at Venstre har sagt, at der slet ikke skal være nogen. Det, tror jeg ikke er et holdbart synspunkt. Det, der er det holdbare synspunkt, er, at dagens situation er totalt uholdbar. Vi kan ikke have et system, hvor man, hvis man er 14 år, 11 måneder og 20 dage og begår voldsom kriminalitet, så har det ikke nogen konsekvens. Så er det uden for det juridiske system. Har man haft sin 15 års fødselsdag, så ifalder man en dom. Det er uholdbart. Det skal vi lave om på, siger Lars Løkke Rasmussen. Han ser ikke noget stort problem i, at regeringspartierne strides om lavalderen. - Jeg har ønsket mig en fordomsfri debat. Den ruller, og jeg har det sådan set fint med, at de to folketingsgrupper, som regeringen udspringer af, diskuterer det her. Det afgørende er, at regeringen selvfølgelig ender med at have ét konkret forslag, siger statsministeren. Torsdag debatterer hele Folketinget Lars Løkke Rasmussens første tale som statsminister. Her bliver den kriminelle lavalder utvivlsomt også et tema./ritzau/