Strid om kvinde i Syrien udløser norsk regeringskrise

NRK oplyser, at den norske regerings ledere mødes til et krisemøde igen sent onsdag aften.

OSLO:I Norge truer lederen af Fremskrittspartiet, Siv Jensen, med at forlade regeringen i en strid om en 29-årig norsk-pakistansk kvinde, som giftede sig med en mand, der har kæmpet for Islamisk Stat.

De tre andre partier i regeringen har besluttet, at kvinden og hendes to børn skal hentes hjem til Norge fra Syrien. Det blev besluttet mod Fremskrittspartiets ønsker.

Siv Jensen sætter nu hårdt mod hårdt overfor statsminister Erna Solberg, og på et gruppemøde onsdag stillede hun en række kravfor blive i regeringen.

- Nu er det op til Erna og Højre, om dette skal tages alvorligt eller ej. Der må ske noget hurtigt, for bægeret er fuldt, siger Fremskrittspartiets leder, som pointerer, at hendes parti ikke vil være i regering for enhver pris.

NRK oplyser, at krisen har medført, at regeringens ledere mødes til et krisemøde igen sent onsdag aften.

Den 29-årige kvindes ene barn på fem år er alvorligt syg ifølge den norske avis Aftenposten, som har et billede af kvinden og de to børn, der tirsdag eftermiddag blev fulgt over grænsen mellem Syrien og Irak.

Det er den første kvinde, der hentes tilbage til Norge, selv om hun er mistænkt for at have været en del af Islamisk Stat.

Kvinden har tidligere hævdet, at hun ikke rejste til Syrien frivilligt, og at hun i flere år har forsøgt at komme ud af landet.

Hun er formelt blevet sigtet af det norske politis sikkerhedstjeneste (PST) for deltagelse i Nusrafronten og Islamisk Stat, der begge betegnes som terrororganisationer.

Hun kan regne med at blive anholdt af norsk politi, når hun lander i Norge. Kvinden og hendes to børn har opholdt sig i al-Hol-lejren siden marts 2019, skriver Aftenposten.

Hendes advokat har tidligere oplyst, at drengen lider af cystisk fibrose. Det kan i værste fald være dødeligt.

Hun har hidtil nægtet at sende sin søn til Norge, uden at hun selv kom med.

Norske myndigheder har tidligere sagt, at alle norske statsborgere har ret til at vende hjem til Norge, men at man ikke vil gøre noget aktivt for at hjælpe IS-kvinder hjem.

Statsminister Erna Solberg har dog sagt, at hun ville gøre en undtagelse med forældreløse børn.

/ritzau/NTB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.