Strid om løbsk bæk
Sellegårde Bæk ender som indsø på stranden, og det irriterer lokalt

Galleri - Tryk og se alle billederne.
SELLEGÅRDE:I årevis har sommerhusejere ved Sellegårde Bæks udløb i Aalborgbugten ved Nørre Hurup ærgret sig over bækkens krumspring.
Frem for at løbe direkte ud i Kattegat får tidevandsbevægelser den lille bæk til at brede sig over et 150 meter delta langs med klitten.
Det efterlader en brunlig indsø langs med klitterne.
Sommervarmen øger algevæksten og gør den stillestående indsø ulækker for badegæster.
Nu håber den lokale grundejerforening i Sellegårde Øst bestyrelse at få lov til at lægge bækkens udløb i en faskine, som det var tilfældet for år tilbage.
- Sommerhusejerne er efterhånden ret vrede og insisterer på, at bestyrelsen gør noget, fordi den gode badestrand forvandles til en stinkende pøl. Det må da også harmonere dårligt med kommunens ønske om at trække turister til området, formoder formanden, Niels Juel.
Men det kræver, at Naturstyrelsen giver dispensation til at gribe ind i naturens egen måde at agere på.
Det har bestyrelsen bedt om lov til.
- Og v i er da enig med bestyrelsen i, at udløbet ser noget ulækkert ud. Får man dispensation til at regulere med en faskine, tror jeg da nok, at kommunen vil bakke op med et beløb, formoder Preben Christensen (S), der er formand for udvalget for teknik og miljø.
En faskine-regulering vil koste et sted mellem 25.000 og 50.000 kroner.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.