Udland

Strid om muligt cyberangreb på Iran i USA

FBI skal undersøge, hvorfor oplysninger om cyberangreb på Iran blev lækket til medierne.

Strid om muligt cyberangreb på Iran i USA

Det amerikanske forbundspoliti FBI har indledt en undersøgelse af, hvordan hemmelige oplysninger om et program for cyberkrig mod Iran er blevet lækket til offentligheden, siger en senator til tv-stationen CNN.

- En FBI-undersøgelse er ved at blive forberedt, siger senator Saxby Chambliss, der er et fremtrædende republikansk medlem af Senatets efterretningsudvalg, til tv-stationen CNN.

Den republikanske senator John McCain beskylder personer i Det Hvide Hus for at stå bag lækagerne, og han ønsker, at en særlig anklager skal lede undersøgelserne.

The New York Times skrev i sidste uge, at præsident Barack Obama har accelereret cyberangreb mod Irans atomprogram i en operation med kodenavnet "Olympic Games". Programmet er udviklet sammen med Israel.

Et russisk firma sagde tidligere i denne uge, at en mystisk virus, som blev opdaget i sidste måned i forbindelse med et omfattende cyberangreb på Iran, blandt andet stjal filer og dele af programmer fra dets ofre.

Kaspersky Lab, som er en af verdens største producenter af anti-virus programmer, betegnede fundet af virusset, der kaldes Flame, som et af de største og mest sofistikerede virus nogensinde.

Et cyberangreb, som kan forpurre Irans omstridte atomprogram, kaldes en "civiliseret mulighed" for at neutralisere mulige angribere af den britiske forsvarsminister, Nick Harvey.

/ritzau/Reuters