Strid om øl udløste knytnæveslag

SÆBY:En helt banal strid om øl udviklede sig til vold i det store festtelt på Hjallerup Marked. I går måtte voldsmanden, en 25-årige mand fra Aalborg-egnen, så betale regningen, da sagen blev oprullet i byretten i Sæby. Regningen blev en betinget fængselsstraf på 40 dage med en prøvetid på to år. Den 25-årige forklarede, at han blev vred på en familie, der havde taget øl med hjemmefra. Han mente, at de burde købe deres øl i markedsteltet. Diskussionen om det famøse øl endte med, at den 25-årige tildelte en anden mand et knytnæveslag i ansigtet. Resultatet blev et flækket øjenbryn, som måtte sys hos lægevagten i Aalborg. Herefter forlod den 25-årige teltet. Han vendte dog snart tilbage, men blev straks forsøgt fikseret af familiemedlemmer til det første voldsoffer. Det lykkedes dog ikke med det samme, og under tumulten lykkedes det den 25-årige at sparke en anden mand i brystet. Manden pådrog sig to trykkede ribben og havde gener i en måneds tid. Anklageren krævede den 25-årige idømt 50 dages ubetinget fængsel for hvad han kaldte "uprovokeret vold". Forsvareren mente, at det ville være en voldsom overreaktion, og det var domsmandsretten enig i. Så i første omgang slap den 25-årige for at ruske tremmer. Det skete med henvisning til, at han ikke tidligere er straffet og har gode sociale forhold.