EMNER

Stridende grupper klar til fredsaftale i Liberia

ACCRA: De stridende grupperinger i den vestafrikanske stat Liberia var mandag klar til at underskrive en aftale om at danne en overgangsregering og gøre en ende på 14 års næsten uafbrudt krig, en uge efter at præsident Charles Taylor blev tvunget til at træde tilbage og gå i eksil. - Alting er på plads. Vi underskriver aftalen og vi håber at alle vil respektere den, lød det mandag fra Kabineh Ja’neh, leder af den delegation, som den førende liberianske oprørsbevægelse, LURD, har sendt til forhandlingerne i Ghanas hovedstad, Accra. Sunny Ugoh, en talsmand for den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS, der står bag fredsforhandlingerne, forklarede samtidig, at der i løbet af mandagen ville være gennemført nogle sidste forhandlinger med en forventet underskrivning af en aftale kl 18 lokal tid. Forhandlingerne mellem det forretningsministerium, der ledes af præsident Moses Blah, som afløste Charles Taylor i sidste uge, og de to oprørsbevægelser LURD og MODEL begyndte i torsdags, men løb ind i alvorlige vanskeligheder i weekenden, da LURD truede med at genoptage kamphandlingerne, hvis bevægelsen ikke fik vicepræsidentposten i den kommende overgangsregering. LURD hævder, at bevægelsen er blevet lovet vicepræsidentposten og posten som formand for parlamentet. Men embedsfolk fra ECOWAS afviser dette og siger, at det er blevet besluttet, at ingen fra nogen af de stridende grupper vil komme til at besætte posterne af præsident og vicepræsident. Det samme gælder for posterne som formand og næstformand i det ny parlament. Søndag bøjede oprørerne sig for massivt internationalt pres og droppede kravene om at få vicepræsidentposten. Dette reddede i sidste øjeblik fredsforhandlingerne ud af deres dødvande. Imidlertid insisterede oprørerne på, at posten som formand for parlamentet bør være åbent for alle og ikke alene forbeholdt politiske partier, et krav som mæglerne fra ECOWAS accepterede. Posterne som præsident og vicepræsident vil derimod kun kunne blive besat af folk fra enten de politiske partier eller borgergrupper. Hverken medlemmer af oprørsgrupperne eller af Blahs forretningsministerium vil kunne sætte sig på disse embeder, oplyste Ugoh. Efter at aftalen er underskrevet, skal oprørerne og Blahs forretningsministerium vælge Liberias kommende præsident og vicepræsident fra en liste af kandidater, der er blevet sammensat af de politiske partier og borgergrupperne. Jacques Klein, FN’s øverste repræsentant i Liberia, var søndag åbenlyst træt af vanskelighederne, fredsforhandlingerne igen og igen løb ind i. Han beskyldte i den forbindelse hovedmægleren, den tidligere nigerianske præsident general Abdulsalam Abubakar, for at være for eftergivende. - Jeg sagde til mægleren, at han havde været meget tålmodig, sagde Klein til journalister og tilføjede: - Disse forhandlinger her er for magelige. Klein advarede også om, at han vil anbefale, at der indsættes FN-soldater i Liberia med et mandat til at åbne ild, hvis de føler, at fredsprocessen er truet. Overgangsregeringen ventes at overtage magten i Liberia til oktober og skal efter planen sidde frem til januar 2006, sagde Ugoh. Regeringen vil komme til at bestå af 76 medlemmer: 12 fra henholdsvis Blahs regering og de to oprørsgrupper, 18 fra de politiske partier, syv fra det civile samfund og særlige interessegrupper samt en repræsentant fra hvert af Liberias 15 amter. Vestafrikanske embedsmænd siger, at LURDs krav om at få nøgleposter i den ny regering muligvis skal ses i lyset af, at de oprørere, der stod bag et ti måneder langt oprør i nabolandet Elfenbenskysten, havde held til at sætte sig på lukrative poster i den nye samlingsregering i landet. - Vi forsøger at finde en balance. Der er meget på spil, men samtidig kan vi ikke udsende et signal om, at en måde at komme til magten på er at gribe til våben og skabe så meget ravage som muligt, siger en embedsmand, der ikke ønsker sit navn frem. /ritzau/AFP