Lokalpolitik

Stridsmand med et stort hjerte

Kaj Poulsen døde lørdag 63 år.

Kaj poulsen, Brotorvet 4, Nørresundby, er død, 63 år.

Kaj poulsen, Brotorvet 4, Nørresundby, er død, 63 år.

‡Kaj Poulsen, han kunne være barsk - meget barsk. Men inderst inde bankede der livet igennem i Kaj Poulsen et uhyre varmt hjerte for samfundets svageste. Den stærke smed brugte ofte grovfilen, men kunne også få tårer i øjnene, når han følte, at nogen blev urimeligt behandlet. Nu banker hjertet ikke mere. Mange måneders kræftsygdom, som han nægtede at give op overfor, satte til slut punktum for en lang karriere i fagbevægelsen og Socialdemokratiet. Kaj Poulsen, der døde lørdag, 63 år, var rundet af dét Aalborg, der var en gang. Han blev født en måned efter befrielsen, voksede op i vestbyen, hvor faderen var varmemester, og fik læreplads på Maskinfabrikken Norden. Allerede her blev han talsmand for lærlingene. Og da han som uddannet maskinarbejder kom til De Smithske, blev han hurtigt valgt til tillidsmand. Som 29-årig gjorde han i 1975 sin entré på Christiansborg. Han kom i kaffeklub med Ritt Bjerregaard, Karl Hjortnæs og andre unge og - som han selv - venstreorienterede socialdemokrater. Især arbejdsmarkeds- og boligpolitikken engagerede han sig i. Det sidste havde han også stor praktisk erfaring med fra hjembyen, hvor han bestred flere tillidshverv i boligbevægelsen. Han satte som arbejdsmarkedsordfører adskillige fingeraftryk på lovgivningen, men betragtede selv efterlønsordningen som et af sine væsentligste resultater i de 18 år i Folketinget. Svend Auken, en af Kaj Poulsens nære politiske kampfæller, kalder ham "en stridsmand, men også en problemknuser med evne til at se ud over detaljerne og til at holde sig de store perspektiver for øje". At han havde sine egne meninger om, hvordan principperne burde udmøntes i den praktiske politik, og ikke uden videre lod sig overbevise om noget andet, medførte, at han flere gange gik enegang, hvilket med årene gav ham en mindre central placering på tinge. I 1993 forlod han landspolitik og vendte hjem til Aalborg som formand for fællesorganisationen, senere LO-Aalborg. Han gik også ind i kommunalpolitik og dystede 1997 om at blive borgmesterkandidat, men blev slået af Henning G. Jensen. I stedet blev han i en periode gruppeformand og forblev til sin død medlem af byrådet. Evnen til at analysere det politiske spil, også uden for Aalborg, var intakt, og ikke mindst hans egne på Christiansborg fik med jævne mellemrum læst og påskrevet, når de gjorde noget, han fandt var socialt skævt eller i strid med de grundlæggende principper, som fagbevægelsen og Socialdemokratiet efter hans opfattelse stod for. Hans bryske facon gjorde, at mange ikke kom ind på livet af ham. Men mange andre oplevede, at han, når nogen var i nød, ikke sagde nej til at hjælpe. Solidaritet var for ham meget mere end en parole til 1. maj. Da hans partifæller i Aalborg Øst-kredsen (der ikke siden hans farvel har givet valg, selv om den betragtes som en af landets rødeste) i 2006 overvejede at opstille en akademiker til Folketinget, fik de klart at vide, at dét ikke var nogen god idé: Akademikere har læst en masse bøger, men kender ikke til virkeligheden, som den opleves af dem, der har træskoene på. Det er et problem, fordi man risikerer, at der træffes beslutninger, som virker helt forkert, lød det fra kredsens tidligere mand på tinge. Han var heller ikke imponeret over flere af de kvinder, der gjorde karriere i partiet. "En god røv og et frisk smil er ikke nok," lød det bramfrit. Kaj Poulsen var ingen stor diplomat. Han sagde tingene ligeud, og det gav ikke kun venner. Han forblev imidlertid livet igennem tro mod de værdier og det verdensbillede, han voksede op med i efterkrigsårenes arbejderby. Fritiden delte han mellem lejligheden i Nørresundby og sommerhuset i Rødhus, hvor han holdt af at bruge sine hænder. De tre børnebørn spillede en stor rolle i hans liv, og med stolthed bestilte han på nettet legetøj og andre gaver til dem. Han efterlader hustruen Jonna og parrets tre børn.