Strøtanke med formål

Pension. Fogh på vej ind i minefelt

KØBENHAVN:Ligegyldigt er det ikke, hvad statsministeren siger i den nye udgave af bogen "I godtvejr og storm". I førsteudgaven for tre år siden var det strøtanker om en et-årig barselsorlov, der med lynets hast blev et valgløfte og gennemført som noget af det første på det borgerlige regeringsprogram. Helt så hurtigt går det dog ikke med den nye udgaves bemærkninger om at forhøje pensionsalderen. Her er statsministeren på vej ind i et politisk minefelt. Det kan være et tilfælde, men det ligner en hensigt, at Anders Fogh Rasmussen får åbnet ballet, mens han er på den anden side af Atlanten og tale udenrigspolitik med amerikanerne. Nu kan han på afstand se, hvordan debatten folder sig ud. Først om et par dage kan man for alvor forlange, at han igen spiller den bold, han selv har givet op, alt efter hvor den ligger til den tid. Det er en strøtanke med et formål. Statsministeren vil gerne have gang i debatten, men kører den af sporet, så forbliver det en strøtanke. Anders Fogh har givet set mange fordele ved at tage fat på dansk politiks mest ømme punkt. Alle de økonomiske eksperter taler om den tikkende bombe under den danske velfærdsstat, når aldersprofilen snart ændrer sig med flere gamle og færre unge. Det har presset statsministeren. Nu prøver han at ridemed strømmen af betænkelige talanalytikere. Samtidig kommer Venstre ud af defensiven i velfærdsdiskussionen, hvor især frustrerede konservative gangpå gang har fået nej internt i regeringen til velfærdsoplæg. Foghs nye tanker er noget andet end at være socialdemokrat plus minus ti procent, som Bendt Bendtsen fik kaldt ham for et par uger siden. Efterløn førstemål Men der er også modhager i Foghs offentliggjorte tanker. Reelt er folkepensionsalderen på 65 år mindre interessant end den egentlige tilbagetrækningsalder for de fleste, der efter statistikken snarere er 61. Hvis danskerne skal arbejde længere, er og bliver det efterlønnen og ikke folkepensionen, der er førstemål for et politisk indgreb. Det er ikke noget tilfælde, at det seneste efterlønsforlig for fem år siden sænkede pensionsalderen fra de 67 til 65 år. Det blev solgt som en forbedring, men var et spareforslag. Folkepension er billigere end efterløn. Det er da også præcis der, socialdemokraterne nu sætter ind. De ved af smertelig erfaring, at det koster hos vælgerne at tage velerhvervede goder tilbage. Hvis de kan få malet Fogh op i hjørnet som Poul Nyrup Rasmussen efter de brudte valggarantier, så vejrer de morgenluft. Den holdning demonterer ganske vist ikke aldersbomben under velfærdsstaten, men det store oppositionsparti synes næppe, at de skylder de borgerlige noget, når det gælder efterlønnen. Vetoret Selv om socialdemokraterne spiller efter ren Christiansborg-taktik, er det til at forstå, at de germe vil vide, om statsministeren nu vil opsige efterlønsforliget eller om det stadig holder med socialdemokratisk vetoret. Det første gør efterlønnen til valgtema, så Anders Fogh vælger nok det sidste, uanset intet så vil ske. Når alt kommer til alt, er der nemlig næppegrund til at tro, han kommer ret langt med at søge et flertal til højre med støttepartiet Dansk Folkeparti, der slår sig op som de ældres tro våbendrager i Folketinget. Ord alene gør det ikke. Trods Foghs strøtanke er der stadig langt til handling. Det kommer til at tage om ikke en menneskealder så en politikergeneration at få taget fat på pensionsreformer. Intet andet område er så belagt med politiske garantier som ældrepolitikken. Når det gælder vanskemaskinen eller computeren ved vi godt, at vi ofte glemmer at få læst det, der står med småt. Om ikke andet minder statsministeren os om, atheller ikke på det politiske område holder garantierne i al evighed.