Strøtanker fra klitterne

Jeg blev lidt paf da jeg læste i NORDJYSKE Stiftstidende, at det skal koste penge at parkere i Lønstrup. Ikke at det koster penge for at parkere, men 80 kr. for en dag på stranden stod der?

Hvilken strand? For der er jo ingen strand - men betyder det at der kommer en strand, så er 80 kr. jo billigt. Kom bare med et konto nummer vi indbetaler gerne. Lønstrup er blevet overhalet af virkeligheden - kommunen har nu fået "natur strande" til rådighed, Tversted og Løkken, så hvorfor ofre mere på "hullet" der ude. Lønstrup er jo bedre tjent med titlen og ryet som "Byen hvor naturen gik sin gang" se den før den forsvinder. Fyret sandet til - Kirken på vej i havet - stranden der forsvandt - byen som gik i stå. Se det er oplevelses økonomi af den billigste slags - handelsstands turisme med korte lejemål, men autentisk fiskermiljø. Må jeg naivt komme med forslaget om at man i Tversted og Løkken kunne opkrævede de 80 kr. for at parkere på stranden og brugte pengene på at " redde Lønstrup" jeg ved godt at det har noget med solidaritet og andet hippieagtigt sludder at gøre men det kunne jo komme hele kommunen til gavn. Jeg har også et andet forslag til kommunen, hvis nu solidaritets tanket ikke vinder gehør. En ide som relaterer sig til de berømte rør, som nu igen spøger, endda helt inde i folketinget, men det gjorde Mårup Kirke jo også da Pia havde brug for stemmer. Men lad bare rørene komme på hele strækningen fra Villa Vest til Mårup kirke. Men i klynger og med 150 til 200 cm stikkende op af hawet/stenen - så kan der spændes hængekøjer ud imellem dem som kan lejes ud til turisterne og så må man for Guds skyld ikke sand fodre. Det med klyngerne skyldes at så kan man lave tema områder, senioren corner - familie klynge - ungdoms område - nudist osv. kun fantasien sætter grænser. Et andet forslag kunne jo være at lade teknisk forvaltning give nogle flere byggetilladelser, ifølge lokalplanen selvfølgeligt, på høfderne. Bygge højde minimum 12 meter, målt fra havoverfladen - det vil sikre Lønstrup, som kystsikring et par år fremover. Helt ærligt hvad vil I sælge "stenene" for, kyststrækningen altså, den kan jo ikke være meget værd sådan som I behandler emnet. Sælg den til os, så skal vi nok selv sørge for resten, Lønstrup er nemlig en by som godt kan finde ud at stå sammen når det gælder - tror jeg på.