EMNER

Studenterbrød i læssevis

Flash mob slår til i Aalborg

MIDTBYEN: Et studenterbrød, tak ! Den melding kommer ekspedienten i Sallings bagerafdeling til at høre mange gange på meget kort tid fredag 29.august, hvis det står til 28-årige Christian Wahl fra Aalborg. - Den dag introducerer han nemlig det såkaldte Flash Mob i Danmark med en happening hos bageren. Jeg havde læst på internettet, at man var begyndt at lave sådan noget i New York, og så fik jeg ideen til at prøve det her, fortæller Christian Wahl, som udbreder ideen via Yahoo og sin hjemmeside. Formålet med happeningen er hverken at provokere, protestere eller at gøre noget som helst andet end at lave lidt sjov og at udnytte den moderne teknologi til at få folk til at mødes. - Man bruger teknologien, nettet og mobiltelefoner, til at kalde sammen for at se hinanden. Når folk alligevel sidder bag computeren og synes, at de kender hinanden, kan de jo også lige så godt prøve at mødes, siger Christian Wahl. Selve happeningen varer kun fem minutter. Derefter er det meningen, at de unge skal klappe ad bageren, hvorefter de igen drager hver til sit - eller måske finder et roligt sted at spise deres studenterbrød. Men hvorfor lige studenterbrød ? - Det var bare det første, der faldt mig ind, siger Christian Wahl, som forklarer valget af Salling som skueplads med, at der er masser af plads og det er indendørs, så man er sikre på tørvejr. Hos Salling tager stormagasinchef Henrik Libak indfaldet med godt humør og lover, at der vil være studenterbrød nok - når kunderne vil betale vil han gerne levere varen. Christian Wahls Flash Mob risikerer at blive den anden i Danmark, hvis en plan om at lave en happening i København 23. august ved Storkespringvandet bliver til noget. Men aalborgenserne bliver under alle omstændigheder de første til at bestille studenterbrød i rigelige mængder. Christian Wahl håber, at mindst 30 vil dukke op - og meget gerne flere.