Aalborg

Studentersatellitter til lavpris

Aalborg Universitet med i projekt, der skal ruske op i stivnet branche

Traditionelt koster det hele eller halve milliarder at fremstille og opsende satellitter. Men sådan behøver det ikke være - studerende fra Aalborg Universitet tager del i en udvikling, der vil gøre rummet langt mere tilgængeligt for små lande som Danmark, måske endda også for mange firmaer. Næste torsdag bliver Europas første fælles studentersatellit SSETI Express sendt til vejrs fra en base i Rusland, om alt går efter planen. Opsendelsen blev sidst i september udsat en måned på grund af problemer med en anden satellit, der skal med samme raket op. Det har taget studerende ved 14 universiteter mindre end halvandet år at bygge den, og de samlede udgfter sniger sig næppe over 10-15 millioner kroner. Det koster mere for NASA, den amerikanske rumfartsorganisation, at klø sig i nakken. - Vi trænger til få rusket lidt op i rumbranchen, som på mange måder er stivnet i bureaukrati ligesom andre gamle organisationer. Hvis det lykkes at skabe billige satellitter i større stil, så det vil skabe nyt liv i rumfarten, vurderer Flemming Hansen, der er teknologichef i Danmarks Rumcenter. Han kalder SSETI Express "meget, meget spændende". Det engelske firma Surrey Satellitte er eksemplet på, at det kan lade sig at bygge op fra bunden i den branchen. Det blev startet af glade amatører - i dag leverer det til det fælleseuropæiske Galileoprojekt. På langt sigt kan udviklingen få store økonomiske perspektiver for Nordjylland: - Billigere satellitter betyder, at flere kan producere, og vi vil opleve mange flere blive sendt op, mener Niels Buus. Han er direktør for et af landsdelens meget få firmaer indenfor branchen, Gatehouse, der blandt andet beskæftiger sig med satellitkommunikation. - Når flere kan producere, så vil de også få tilgang til at udvikle nyt udstyr - og det er det afgørende, siger Niels Buus. Men det er en langsigtet udvikling, påpeger han: - Det giver ikke arbejdspladser i større stil om to år - men snarere om 10 år.