EMNER

Studerende blev ufrivilligt hjemløs

Rasmus Petersens nabo i Aalborg satte ham på gaden ved et uheld.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rasmus Petersen ringede til Aalborg Kommune, fordi han ikke havde fået boligstøtte i november. Her fik han en overraskende besked om, at det kunne han ikke få, fordi han ikke boede nogen steder. Foto: Lars Pauli

Det begyndte at undre Rasmus Petersen, at han ikke havde fået post længe. Tæt på en måned var det vist. Men det var først, da boligstøtten heller ikke nåede frem, at han ringede til Aalborg Kommune, hvor han fik en overraskende besked: - Kommunen sagde til mig, at jeg ikke længere fik boligstøtte, fordi jeg ikke boede nogen steder. Jeg tænkte, hvordan f..... det kunne lade sig gøre, siger Rasmus Petersen, der straks fik mistanke til sin nye nabo. For mens hans egen post udeblev i Fredericiagade i Aalborg, havde hans nabos post ingen problemer med at finde vej til Rasmus Petersens brevkasse. Slettet fra CPR Det problem havde han allerede snakket med den nye pige til venstre om, da han et par uger forinden havde mødt hende i opgangen. Hun vidste det godt og havde allerede rettet fejlen - troede hun. Men naboen Maria Hamo havde altså ikke bare opgivet forkert adresse til kommunen. Hun havde også fået slettet Rasmus Petersen fra CPR. Da Maria Hamo ændrede sin adresse over telefonen, blev hun spurgt, om Rasmus Petersen stadig boede i lejligheden, hvilket hun naturligvis svarede nej til. - Det er altså ikke smart, at alle bare uden videre kan gøre én hjemløs, siger Rasmus Petersen. Da han fandt ud af, at han officielt var hjemløs, ringede han til Borgerservice. Det tog ham en time i telefonen og en tur på borgerservice at rette fejlen. Normalt ville han have ændret adresse over internettet, men nu var det jo en lidt speciel sag. Husket af kommunen Borgerservice vidste da også straks, hvad sagen handlede om, da NORDJYSKE ringede. - Jeg har aldrig oplevet det før. Det er en enlig svale, men det er alligevel meget beklageligt for ham, det gik ud over, siger Hanne Dahl, der er chef for Borgerservice-Centret i Aalborg Kommune. Men det er nemt at lave fejl. Derfor spørger Borgerservice normalt en ekstra gang, om borgeren nu er helt sikker på, om lejligheden ligger til højre eller venstre. Til gengæld forsøger Borgerservice ikke at finde ud af, hvor en borger forsvinder hen, når der pludselig ikke findes en adresse på ham længere. - En gang imellem forlader nogen en lejlighed for at vandre på landevejen. Så forsvinder de for os. Men vi følger ikke op på det, medmindre skat eller andre begynder at undre sig, siger Hanne Dahl. Derfor prøvede kommunen heller ikke at kontakte Rasmus Petersen, da han blev hjemløs - og hvor skulle den også finde ham. Naboskab på prøve Maria Hamo er meget ked af at have udsat sin nabo for så meget besvær. - Det er skræmmende, at man så nemt kan miste hele ens grundlag, fordi en person som mig kludrer i det. Jeg er selv enlig mor på SU og meget afhængig af de tilskud, jeg får. De ville falde væk, hvis jeg pludselig blev slettet, siger Maria Hamo. Men det gode naboskab overlevede i opgangen i Fredericiagade. Det var nemlig ikke nabostridigheder, der fik Maria Hamo til at sætte sin nye nabo på gaden. Hun har bare lidt svært ved at kende forskel på højre og venstre. - Når jeg kører i bil med nogen, og jeg skal vise vej, sidder jeg og vifter med armene til den side, de skal dreje, siger Maria Hamo, der har undskyldt sin fejl mange gange.