Studerende døråbner til Vietnam

Tri Hoang Anh i spidsen for Asien-satsning fra Pedershaab i Saigon

Peter Brock
Tri Hoang Anh, Vietnam-chef for Pedershaab.
Indien 20. september 2006 06:00

HO CHI MINH CITY: For fire år siden fik det hæderkronede Pedershaab i Brønderslev kontakt til en ung cand.merc. fra Aalborg med vietnamesisk baggrund ved Aalborg Universitet. Kort efter kom han under en ansættelse ved den danske ambassade i Hanoi til at lave en forundersøgelse af maskinfabrikkens markedsmuligheder i Vietnam. Og de tegnede mere end lyst for Brønderslev-virksomheden - i moderne, globaliseret udgave udstyret med tilnavnet. Der var enorme muligheder for at afsætte betonrørsmaskinerne i landet, der i disse år investerer milliarder i forbedring af infrastrukturen, derunder spildevandsnettet, hvor betonrør stadig er det dominerende element. Pedershaabs direktør, Bent M.K. Holme, blev så glad for den nu 30-årige dansk-vietnamesiske Tri Hoang Anh, at han umiddelbart efter ansatte ham. Og da Pedershaab to år senere åbnede kontor i Saigon (det gamle navn for Ho Chi Minh City), var den unge vietnameser et helt naturligt valg. - Med de resultater Tri Hoang Anh har præsteret indtil nu er der slet ingen tvivl om, at det var en helt rigtig beslutning, siger Bent M.K. Holme i telefonen fra Kolakota (tidligere Calcutta) i Nordindien, hvor Pedershaab siden 1998 har haft sin egen produktion af betonrørsmaskiner i et joint venture, Pedershaab Miller PLC, med et indisk selskab og det danske IFU (Industrialiseringsfonden for U-landene). Produktionen i Indien har været nødvendig for at slippe udenom en beskyttelsestold på 40 procent, som ikke gør sig gældende i Vietnam. Hvilket skyldes, at teknologien ikke konkurrerer med bestående vietnamesiske virksomheder. - Produktionen i Indien kører stabilt efter at være blevet godkendt til indiske standarder og med et hastigt voksende marked, men i Vietnam står vi jo kun ved begyndelsen af noget, som kan blive meget stort, fortæller Bent M.K. Holme. Ud over det nationale vietnamesiske marked er det hensigten at gøre salgskontoret i Saigon til platform for eksport til hele det øvrige Sydøst- og Østasien, blandt andet Kina, hvor Pedershaabtidligere har haft et stort marked. Sidst i november deltager Brønderslev-firmaet netop i Kina i den kæmpestore Bauma-byggemesse i Shanghai. Pedershaab har i øvrigt også netop fået en repræsentation for hele Oceanien via Ammermann Partners Pty. Ltd. i den australske delstat New South Wales. I forvejen er Pedershaab markedsleder på globalt plan med eksport til over 70 lande og over 4000 installerede betonrørsmaskiner verden over.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...