EMNER

Studerende er vilde med at komme i praktik

De studerende på Aalborg Universitet er vilde med at komme i praktik i studietiden, men de nordjyske virksomheder skal være bedre til at tage imod dem.

Flere og flere studerende ønsker praktikophold, og hvis ikke behovet kan dækkes i Nordjylland, flygter de unge fra landsdelen, mener direktør Jens-Ole Nielsen fra reklamebureauet Commitment Advertising i Aalborg. Virksomheden har selv haft studerende i praktik og det har været en succes, siger direktøren. - Det er ikke spor besværligt. De studerende er voksne mennesker, der hurtigt falder ind i arbejdsrytmen, siger Jens-Ole Nielsen. - Hvis ikke de studerende får fornemmelsen af, at de nordjyske virksomheder kan bruge dem, så flygter de herfra, når de er færdiguddannede. Vi skal vise, at der er behov for dem her i regionen. Specielt i en periode, hvor der er mangel på arbejdskraft, siger Jens-Ole Nielsen. På universitetet er man også opmærksom på, at de studerende i højere grad ønsker praktik i erhvervslivet Til efteråret begynder AAU et projekt, der skal skabe dialog mellem de studerende og små- og mellemstore virksomheder i Nordjylland. - Vi har fornemmet, at virksomhederne ikke helt er klar over, hvad muligheder er for en praktikant, siger Lise Nordklitgaard, der er projektkoordinator i Erhvervsforum på AAU. - Det er en stor oplevelse at være i praktik. Her får man prøvet sine teorier af i praksis, og det er virkelig spændende, siger Rasmus Andresen, en af de to kommunikationsstuderende, som har været i praktik på Commitment Advertising og efterfølgende har fået job i virksomheden.