Studerende før samråd:Sander handler ikke som minister

Studerende mener at videnskabsminister Helge Sander handler stik mod sine egne holdninger for at løse en bunden opgave.

NORDJYLLAND:Studerende antyder nu at videnskabsminister Helge Sander (V) er reduceret til bydreng i sagen om afskaffelse af gruppeeksamener på landets universiter. - Sander optræder ikke som minister i den sag her, han er blot sendt i byen for at løse en opgave for regeringen, siger Mads Svaneklink, der er uddannelsespolitisk ordfører i Danske Studerendes Fællesråd. De studerende mener, at ,inisteren handler stik imod hvad han selv tidligere har rost for at være gode og fremadrettede arbejdsformer på universiteterne. - Uanset hvor gode argumenter vi fremfører preller de af på ministeren, fordi han har en bunden opgave der ikke er til diskussion, mener Mads Svaneklink. Der er således ikke megen optimisme at spore blandt de studerende inden dagens samråd på Christiansborg, med videnskabsminister Helge Sander. - Mine forhåbninger er at Helge Sander åbner op for en drøftelse af hvad gruppeeksamen er og hvordan vi kan forbedre og udvikle den i stedet for at afvikle. Men mine forhåbninger er ikke lyse, siger MadsSvaneklink. S og R har bedt ministeren redegøre nærmere for tanken om helt at afskaffe gruppeeksamener på landets universiteter. - Vi så gerne at det ikke blot blev et spørgsmål om gruppeeksamen eller ej, men at vi kunne drøfte og udvikle arbejdsformen som måske ikke fungerer perfekt alle steder. - Men den drøftelse lukker man helt af for, siger en skuffet Mads Svaneklink. De to oppositionspartier håber stadig på at Helge Sander vil trække forslaget om at afskaffe gruppeeksamener tilbage. Mads Svaneklink deltager i dagens åbne samråd på Christiansborg, men uden taleret. - Derfor er det meget tilfredsstillende at det nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn (S) deltager, siger Mads Svaneklink. - Han har selv gået på Aalborg Universitet, og i modsætning til mange andre politikere ved han hvad gruppeeksamen er og kan gøre rede for det overfor politikerne. De seneste uger har både videnskabsminister Helge Sander og undervisningsminister Bertel Haarder (V)været under stærkt pres, både fra erhvervssliv, universiterer og studerende men også fra politikere fra regeringspartierne, som mener at sagen om afskaffelse af gruppeksamen har udviklet sig til et ideologisk korstog.