Studerende fra Martec laver testbænk til bølgeenergianlæg

Dennis Jakobsen og Michael Holm Jensen er blevet involveret i udviklingen af Crestwing

Claus T. Kræmmergård
I de kommende uger skal testbænken afprøve generatoren. Privatfoto
EUC Nord 23. oktober 2012 06:56

FREDERIKSHAVN: To studerende fra maskinmesteruddannelsen på Martec er blevet dybt involveret i udviklingen af bølgeenergianlægget Crestwing.

Baggrunden er, at Crestwing har fået en nyudviklet generator, der gerne skulle optimere energiudnyttelsen med 30 procent.
De studerende - Dennis Jakobsen og Michael Holm Jensen - har derfor designet en testbænk, der gennem de kommende uger skal simulere det rigtige bølgeenergianlæg - og dermed afprøve generatoren.
- Det giver en indsigt i, hvad vi kan bruge vores uddannelse til. Nu har vi siddet to et halvt år på skolebænken og lært en masse ting. Det her projekt er med til at åbne vores øjne for, hvad vi kan bruge den viden til, og samtidig måske få foden inden for hos en virksomhed, siger Michael Holm Jensen, der snart er færdig med de ti ugers praktik hos Crestwing.
Med hjælp fra testbænken kan Henning Pilgaard - opfinderen af Crestwing - teste effekten af anlæggets el-produktion. Derudover bliver han også klogere på, hvad generatoren kan holde til, og om den eventuelt bliver overophedet
- På en opfordring fra Erhvervshus Nord søgte vi to bachelorstuderende fra Martec til projektet med at teste den nye generator. Fordelen er, at man i uddannelsen får fokus på bølgeenergi, og vi kan bruge deres viden. Vi har samtidig et ønske om at være med til at skabe lokale arbejdspladser, og det arbejde starter i uddannelsessystemet, siger Henning Pilgaard.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Henning Pilgaard har involveret studerende i projektet med Crestwing. Eksempelvis er bølgeenergianlægget bygget af studerende på EUC Nord.
Crestwing regner med at generatoren vil være gennemtestet, og anlægget klar til genudsætning efter nytår.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...