Studerende slipper med bødestraf for at synge i kirker

Kirker og musikkonservatorium skal betale bøder for at have ansat amerikansk studerende, beslutter retten.

FREDERIKSBERG:En 29-årig amerikansk sangerinde skal betale en bøde for, at hun ved siden af studierne blandt andet arbejdede som kirkesanger uden at have arbejdstilladelse.

Det har Retten på Frederiksberg afgjort.

Bøden lyder på 15.000 kroner. Der er dog en såkaldt forvandlingsstraf på ti dages fængsel, som kan komme i spil, hvis hun ikke betaler.

I dommen har retten afvist at idømme den 29-årige kvinde en fængselsstraf, som anklagemyndigheden ellers krævede. I dommen lægger retten blandt andet vægt på, at der ikke er rejst tiltale for ulovligt ophold, og der alene er tale om en uagtsom overtrædelse.

Anklageren mente også, at hun skulle udvises, men da der blot er tale om en bøde, er der ikke grundlag for at udvise, lyder det i dommen.

I sagen er også seks kirker og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium blevet krævet idømt bøder for at have ansat sangerinden. De får en bøde på 10.000 kroner for hver måned, hun har været ansat.

Bøderne til musikkonservatoriet og kirkerne lander derfor på mellem 4000 kroner og 48.000 kroner.

Den 29-årige sangerinde bor i Malmø med sin mand. Hun var under uddannelse på musikkonservatoriet, og i tre år arbejdede hun som kirkesanger flere steder.

Desuden tjente hun i perioder penge ved at arbejde som studentermedhjælper på musikkonservatoriets bibliotek.

Anklagemyndigheden har ment, at der i sagen var tale om "skærpende omstændigheder", men det mener retten ikke.

Det skyldes blandt andet, at det ikke har kunnet fastlås, i hvilke perioder kvinden, der i 2014 flyttede fra Danmark til Sverige, har haft lovlig ophold i Danmark, og i hvilke hun ikke har haft.

I retten har kvinden forklaret, at hun regnede med, at hun kunne arbejde i Danmark, når hun havde permanent opholdstilladelse i Sverige.

Kvindens advokat, Gunnar Homann, oplyser, at de vil gå dommen igennem, før de overvejer, om den muligvis skal ankes.

Det var Styrelsen for International Rekruttering og Integration, der i 2017 meldte forholdet til politiet.

Andre sager om ulovlig beskæftigelse har tidligere fået en del opmærksomhed.

Det Kongelige Teater blev i 2017 straffet med en bøde på 150.000 kroner. I en årrække havde teatret ansat en amerikansk koreograf, der ikke havde papirerne i orden.

Også Københavns Universitet og DTU har kritiseret en alt for barsk linje over for udenlandske forskere og studerende.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.