Aars

Studerende snuser til drømmejobbet

Firmaer lokker de unge til sig med film og glitrende brochurer

AARS:Udstationering i USA som en del af verdens største shipping-firma? Eller en dagligdag i blå uniform med arbejdsopgaver, der spænder lige fra biljagter til protokolskrivning? For Gorm Westerby bød dagen i går på en times smugkig ind i, hvad han kan komme til at beskæftige sig med om to et halvt år, når han står med et eksamensbevis i hånden og en hvid hue på hovedet. I går pakkede Uddannelseskaravanen, et omrejsende arrangement bestående af offentlige og private firmaer og uddannelsesinstitutioner, nemlig deres plancher og salgstaler ud på uddannelsesinstitutionerne i Aars. Men bagefter nagede tvivlen stadig en anelse i baghovedet på den 16-årige handelsskoleelev. – Politiet har altid haft min interesse. Men at blive trainee hos Mærsk og kunne rejse verden rundt lød også spændende. Det har egentlig altid været de to ting, som jeg altid har kunnet tænke mig, siger Gorm Westerby, mens kammeraten Lars Thorn nikker ved beskrivelsen af mulighederne hos Mærsk. Gorm Westerby fortæller, at han især hæftede sig ved, at firmaet aldrig har oplevet ikke at tilbyde et job til en elev efter de to års indledende uddannelse og arbejde. – Men en gang skal jo være den første, griner Lars Thorn. En buttet rød folder Efter mødet med uddannelsesnomaderne sidder de to unge drenge i et klasselokale med hver deres plastikpose foran sig. Poserne bugner af adskillige foldere, DVD-film og duftende og glitrende magasiner om fortrinlighederne ved f.eks. en elevplads hos Novo Nordisk. Trods den samme begejstring for Mærsk vender de to handelsskoleelever ikke fingeren nedad ved de samme ting. Gorm Vesterby hiver en rød og buttet folder op fra plastikposens dyb. – Det her fra højskolerne lød ikke særlig interessant, siger han. – Argh... Det tror jeg nu er meget sjovt, afbryder Lars Thorn, der selv fik tunge øjenlåg, da han hørte om arbejdet i et revisionsfirma. Klonede grise For en måned siden offentliggjorde et analysefirma en undersøgelse af hvilke kriterier, som vejer tungest ved unges valg af arbejde. Blandt topscorerne var etiske forhold. Har firmaet en miljøvenlig profil? Eller fremstiller det produkter, som er skadelige for mennesker såsom cigaretter? Er det tilfældet, så er sandsynligheden for at sådan et firma modtager mange jobansøgninger yderst minimal. De overvejelser præger dog ikke de to unge handelsskoleelever i Aars. – Det er ikke det første, som jeg ville undersøge. Nok snarere om de tilbyder en god uddannelse. Men hvis jeg fandt ud af, at virksomheden klonede grise eller sådan noget, ville det være anderledes, fortæller Gorm Westerby. Drømmejobbet, som de vil satse på at få fremover, var de to elever ikke fuldstændig overbeviste om, at de fandt i går. Alligevel var mødet med fremtidsudsigterne ikke spildt. – Vi har to år tilbage af vores uddannelse. Så lige nu drejer det sig nok mest om at have en fornemmelse for, i hvilken retning man vil gå, så man ikke kommer til at fravælge noget, som man skal bruge senere. For eksempel sprog, hvis man gerne vil ud at rejse hos Mærsk, siger Lars Thorn.