Studerende snydes for godtgørelse

PENDLERE:De stigende tog- og buspriser gør livet endnu sværere økonomisk for de studerende og SU-rabatterne stiger ikke i takt med priserne. Desuden er der slet ingen rabatter, hvis man kun rejser inden for få zoner. Studerende burde have mulighed for at trække transportudgifter på længere ture fra i skat på linie med lønmodtagerne. Lønmodtagere har endda et større rådighedsbeløb end studerende og har reelt større muligheder for at finde job i nærheden af deres bopæl. Studerende kan kun søge ind på højere uddannelser enkelte steder i landet, og er derfor nødsaget til enten at flytte eller bruge adskillige kroner på at pendle. Det er ikke retfærdigt og måske endda velfærdspolitisk ukorrekt. Politikere og arbejdsgivere ærgrer sig samtidig over, at de unge forlader de mindre kommuner og ikke vender tilbage efter endt uddannelse. Hvis man hjælper med de unges transportudgifter, så behøver de slet ikke at flytte. Flere undersøgelser viser jo, at danskere generelt er mobile og fleksible. Pendling er ikke en hindring, hvis det kan svare sig økonomisk. Hvis det ikke kun er Århus og København, der skal ende med at have glæde af højtuddannet arbejdskraft, så skal de studerende have mere støtte nu.