Studerende tester evnerne
Case Competition gav pote for fire studerende, som nu skal hjælpe Cool Shop videre i udvikling af et projekt
Med Dansk Markedsførings frivillige bestyrelse i Aalborg, som omdrejningspunkt, fik en række studerende testet teorierne praktiske anvendelighed i en såkaldt case competition.
Det begreb dækker over et intenst møde med virkeligheden, hvor man, som studerende, får chancen for at vise, hvem man er, og hvad man kan, ved at konkurrere om at løse en praktisk udfordring mod og med andre studerende.
De studerende havde kun én enkelt aften til at komme med det mest kreative løsningsforslag til en reel udfordring præsenteret af virksomheden Coolshop.dk.
Selv om case competition ikke er et nyt fænomen, er det dog stadig en mangelvare i Nordjylland, mener Dansk Markedsførings frivillige bestyrelse i Aalborg.
Derfor havde de for tredje år i træk besluttet sig for at skubbe gang i festen med en m,eget praktisk udfordring sat til lejligheden af virksomheden Coolshop.dk.
Ud over udfordringen bød aftenen også på oplæg fra tre professionelle bureauer - viden, der senere blev anvendt i opgaveløsningen.
De studerende blev delt ind i ni vilkårlige grupper, og de nydannede grupper lagde hovederne i blød og konkurrerede i højt og stressfyldt tempo mod hinanden om at udarbejde det bedste løsningsforslag, som de senere på aftenen skulle præsentere for Coolshops kreative direktør, Jonas Spott, samt dommerpanelet bestående af oplægsholderne fra Envision, KONXION, Client og aalborgbestyrelsens egen formand.
De studerende kæmpede to en halv time for at kunne præsentere den stærkeste løsning på udfordringen.
En enkelt gang undervejs blev der åbnet op for et 20 minutters konsultationsvindue, hvor de studerende fik mulighed for at hente hjælp fra de fremmødte bureauer og Coolshop selv.
Alle grupperne gjorde det forbløffende godt, men særlig én gruppe fik dommernes opmærksomhed.
Det var gruppen bestående af Diep Khac, HA, erhvervsøkonomi, Christina Hald Holdensen, digital konceptudvikling, Jens Hollensen, HA, erhvervsøkonomi-jura og Ruben Andreas Riksted, markedsføringsøkonom, som formåede at udvikle den bedste løsning til årets case.
Vindere erhvervede sig flotte præmier, men måske størst af alt en personlig invitation fra Coolshop til at komme ud og arbejde videre med casen i samarbejde med Coolshop.
- Jeg synes det var en super god aften. Det er altid nervepirrende at skulle arbejde sammen med nogen man ikke kender, men jeg synes hurtigt vi fandt hinanden. Det bliver spændende at skulle med ud til Coolshop og det at de er interesserede i at involvere os i processen er et kæmpe klap på skulderen, sagde Christina Hald Holdensen umiddelbart efter kåringen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.