Studerende tvunget til at tage baby med på universitet

Lille Karla på blot fire uger får allerede sin debut på Aalborg Universitet, når undervisningen går i gang i de kommende uger. Hendes forældre, Jane Roed Just, 25 år og Kristian Just, 26 år, er nemlig begge studerende. De føler sig tvunget til at tage Karla med, hvis de skal have det til at løbe rundt økonomisk derhjemme i den lille familie.

Orlovsordninger 1. februar 2005 23:29

I går var der - som optakt til folketingsvalget - landsdækkende kampagne for at gøre opmærksom på studerendes barselsorlov. Under sloganet: "Brug kondom - du har ikke råd til at få børn!" delte Studentersamfundet brochurer og kondomer ud på universitetets kantiner. - Mange studerende vælger at droppe studierne, fordi de ikke kan få det til at hænge sammen, siger Studentersamfundets levevilkårsrepræsentant i Danske Studenters Fællesråd, Mads Svaneklink, Aalborg Universitet. Uddannelsesstøtten er bygget op omkring et klippekort-system. En studerende får 12 klip ekstra ved barsel. Men de skal reelt bruge to klip på en måned for at få det til at løbe rundt. Et klip udløser 4618 kroner om måneden - to klip 9236 kroner før skat. Det medfører, at flere studerende vælger at tage to klip på en måned og forkorte orloven til et halvt år. På arbejdsmarkedet har man ret til et års orlov. Jane Roed Just læser psykologi på fjerde semester, og Kristian Just samfundsfag ligeledes på fjerde semester. - Jeg har ikke muligheden for at tage et halvt års orlov, da mit studium ikke er halvårs men helårs studieforløb. Derfor må vi vælge at tage Karla med, siger Jane Roed Just. Parret regner med at støtte hinanden, og så satser de på, at Karla er med på ideen om at sove om aftenen, så der bliver ro til studierne. De vil også investere i en diktafon, så Jane ikke går glip af noget under en forelæsning, fordi hun lige skal ud at amme. - Men i virkeligheden kan vi ikke planlægge ret meget, erkender Kristian Just. Jane Roed Just mener, at det værste er, at hun ikke får den ro til at være om sin datter, som hun ellers ville have fået ved en almindelig barselsorlov. - Det bliver ikke det samme. Vi ville ønske, der var et andet system. Stundentersamfundet oplever ofte, at studerende må holde pause i studierne, fordi de ikke har råd til andet. - Studerende kan bedre tage en sygedag med barnet og selv læse op på de mistede forelæsninger, og de kan være mere fleksible til glæde for det enkelte barn. Det burde ikke være en straf at få barn, mens man studerer, siger Mads Svaneklink.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...