Retspleje

Studerende viser vej i lovjunglen

Alle kan få et godt råd og blive hjulpet ad det rette spor

Gruppen bag Jurastuderendes Retshjælp består af fra venstre Mai Kaas Andersen, Jacob Mark, Carsten Jacobsen, Mads Andersen og Kasper Lykkegaard Andersen. Mai og Carsten er snart færdige med de første fire år af studiet, de andre med tredje år. Foto:

Gruppen bag Jurastuderendes Retshjælp består af fra venstre Mai Kaas Andersen, Jacob Mark, Carsten Jacobsen, Mads Andersen og Kasper Lykkegaard Andersen. Mai og Carsten er snart færdige med de første fire år af studiet, de andre med tredje år. Foto:

For de fleste borgere kan det være svært at finde vej gennem den stadigt voksende jungle af regler og paragraffer, det danske samfund er viklet ind i. Men til efteråret bliver det lidt lettere for nordjyder. Det sørger en gruppe studerende ved Aalborg Universitet for, når de slår dørene op til Jurastuderendes Retshjælp med adresse hos Retten i Aalborg på Badehusvej. De studerende må ikke føre retssager eller skrive testamenter - de opgaver hører hjemme hos advokater. Til gengæld kan de give gode råd om den rette vej at gå med et problem, ligesom de kan hjælpe med at søge fri proces eller korrespondere med forsikringsselskaber. Og der er brug for sådan en retshjælp. Det er Christian Lundblad, præsident for Retten i Aalborg, overbevist om: - Med den mere og mere komplicerede verden, vi lever i, har mange almindelige borgere brug for råd og vejledning. Derfor er det fremragende, at jurastuderende opretter en retshjælp, siger han. Base i retten Retten i Aalborg lægger lokale til: - Det er et meget naturligt sted at søge hen, hvis man har brug for retshjælp. Mange ringer og spørger os til råds, men vi skal være upartiske og kan ikke rådgive. - Desuden har vi jo lovsamlinger, blanketter og andre papirer i huset i forvejen, siger Christian Lundblad. De studerende har arbejdet med ideen siden efteråret i fjor. De har hentet inspiration hos en lignende retshjælp i Odense, og formalia er i orden: - Vi har oprettet en forening, som er underlagt regler fra Civilstyrelsen. De har også en pulje, som vi har fået penge fra, først og fremmest til den rådgivningsforsikring, som vi skal have, forklarer en af initiativtagerne, Jacob Mark. Hverken i Odense eller Aarhus kan borgerne møde personligt op hos jurastuderendes retshjælp. Men det bliver muligt i Aalborg: - De fleste vil nok ringe eller maile i første omgang. Derefter vil der ofte være brug for at mødes, måske for at se på nogle papirer. Det giver også et bedre indtryk af sagen og personerne, hvis man mødes, mener Jacob Mark. Ros fra alle sider Han og resten af gruppen har fået ros fra alle sider. Foruden retspræsidenten har også borgmester Henning G. Jensen og rektor Finn Kjærsdam, AAU, rost initiativet. Lederen af Juridisk Institut på universitetet, professor Anders Ørgaard, tilslutter sig lovordene: - Det er et rigtigt godt initiativ. Det er godt for dem, der søger retshjælp, og det er godt for de studerende. Anders Ørgaard har længe ønsket sig en sådan retshjælp, men initiativet skulle komme fra de studerende. Derfor glædede det ham, da han fik henvendelsen. Endda i en sådan grad, at han har sagt ja til at træde ind i bestyrelsen. Det samme har advokaterne Thomas Tai Bang Christensen, HjulmandKaptain, og Dorthe Giessing, Advokatfirmaet Vingaardshus. Løbende stikprøvekontrol Både Anders Ørgaard og Christian Lundblad føler sig trygge ved, at studerende rådgiver om juridiske spørgsmål: - Bestyrelsen skal udstikke nogle retningslinjer. Desuden har Hjulmand & Kaptain lovet at lave en løbende stikprøvekontrol, forklarer Anders Ørgaard. Aalborg har i forvejen en advokatvagt. Den nye retshjælp bliver et supplement til den, ikke en konkurrent, understreger Jacob Mark. De fem initiativtagere er alle på tredje eller fjerde år af studiet. Det bliver også et krav til andre studerende i retshjælpen, at de mindst skal være på tredje år. De studerende får først og fremmest praktisk erfaring, som Mai Kaas Andersen, en af de fem studerende, bemærker: - Det kan godt være lidt støvet at sidde med bøgerne. Efter planen åbner Jurastuderendes Retshjælp til september - senest til oktober.