Studiekreds udvider åbningstid

VOERSÅ:Den Lokalhistoriske Studiekreds i Voerså er igen nødt til at udvide åbningstiden. Denne gang er det slægtsforskerne, der kræver mere tid, plads og ro. Voerså Museum - der er stedet hvor studiekredsen og slægtsforskerne holder til - åbner nu museet i syv lørdage, hvor der kun er adgang for slægtsforskning. Indtil midt i sæsonen sidste år, havde Den Lokalhistoriske Studiekreds i Voerså mødeaften hver anden tirsdag, men i løbet af sæsonen steg medlemstallet voldsomt, og det begyndte at knibe med pladsen til de mange fremmødte. Bestyrelsen for studiekredsen tog konsekvensen og udvidede åbningstiden til det dobbelte. Men det var åbenbart ikke nok. Medlemstallet er stadig stigende og derfor måtte der endnu en udvidelse til. Sæsonen begyndte 14. september og fortsætter hver tirsdag aften indtil 3. maj 2005, hvor der sluttes af med generalforsamling.