Studiestart i højt solskin

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Morgenbordet blev badet i den fineste morgensol, da 2500 studerende blev opvartet med rundstykker og kaffe som start på den første studiedag i Aalborg. Foto: Torben Hansen

AALBORG:Den første efterårsmorgen bød sig til med sommervarme, da flere end 2500 nye studerende tirsdag morgen indtog kaffe, rundstykker, vand og det, der er stærkere, på Gl. Torv midt i Aalborg. Morgenbordet, som Studentersamfundet og Studenterhuset har gjort til en tradition, fyldte torvet til sidste bænkerad. Bænkene havde frivillige fra Studentersamfundet sat op i nattetimerne, inden de længe før solopgang gik i gang med at brygge kaffe og smøre rigtig mange rundstykker. Nye studerende fra universitetets mange fag blev modtaget af ældre studerende i form af flere hundrede tutorer, der viste vej, fortalte om studenterlivets lyksaligheder og sørgede for at skåle. Nogen nye kendte tydeligvis flere af deres kommende medstuderende i forvejen, andre så mere betuttede ud. Studenterradioen og studenterkontoret gjorde sit for at skabe liv, og som traditionen foreskriver blev Svantes Lykkelige Dag sunget som fællessang. Ikke kun solen bød velkommen. Aalborg i Rødt begyndte også tirsdag, så i såvel gågader som på Boulevarden trådte de nye studerende ad røde løbere ind i tiden som studerende. Efter morgensol og kaffe fortsatte dagen med universitetets officielle velkomst i Aalborghallen. Det rekordstore antal nye studerende betød, at der ikke var plads til stole, så talerne måtte høres stående. Siden bød de enkelte fag velkommen rundt på AAU's afdelinger, inden Studentersamfundet i aftes bød til fest i et stort telt på cirkuspladsen på Fjordmarken. 13.000 øl var forinden lagt på køl. Også andre steder i byen blev nye studerende budt velkommen. Nordjyllands Erhvervsakademi, der nu er en del af University College Nordjylland, trakterede godt 900 personer med morgenbord på afdelingerne i Porthusgade og Sofiendalsvej.