Stuehus totalskadet efter brand: Kun forkullede spær står tilbage
Efter halvanden time er beredskabet fortsat i gang med at efterslukke efter en brand i et nedlagt landbrug i Hadsund
Opdateret 28. juni 2018 kl. 16:47
HADSUND: Selvom den første bil var på stedet seks minutter efter der var slået alarm, så var det ikke muligt at redde det stuehus, der stod i brand på Alsvej i Hadsund omkring middagstid onsdag.
- Det var helt overtændt, da vi kom herud. Hele tagkonstruktionen er brændt igennem, og der står kun nogle forkullede spær tilbage. Så er etagedækket mellem stueplan og første plan også brændt, så der ligger en masse nedstyrtede ting og brænder rundt omkring, som vi er i gang med at efterslukke, fortæller indsatsleder Casper Vejsberg fra Nordjyllands Beredskab
Stuehuset var en del af et nedlagt landbrug som rummede både privat beboelse og erhverv, og det var altså den private del, der var ild i.
Der var ingen hjemme, da branden opstod, og det kommer der heller ikke til at være foreløbig.
- Huset er totalskadet, og der kommer ikke til at bo nogen, før det er genopbygget, fortæller Casper Vejsberg.
Et skadeservicefirma skal nu hjælpe beboerne i huset på Alsvej med at blive genhuset.
Polititeknikerne forventes at fastslå brandårsagen i løbet af de kommende dage.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.