Stuer med musik og kulør

Karen Døssing
Bente Rytler, billedkunstner med speciale i portrætter med glød, deler tilværelsen med ungdomskæresten Claus Hansen, og hun er to gange kåret som Årets Kunstner i Ebeltoft. - Jeg nyder at arbejde med mennesker, siger Bente, der selv udstråler den glødende intensitet, som hun mestrer at få frem i sine portrætter af både kendte og ukendte modeller.
Kunst 2. september 2007 06:00

- Jeg maler så tit, jeg kan, fortæller billedkunstner Bente Rytler, i sit og ægtefællen, Claus Hansens hjem i et af Ebeltofts gamle huse. På en solrig og mild sommerdag - som der trods alt er nogle af indimellem - nyder parret haven og stuerne, som Bente går meget op i at indrette. - Det er såmænd ikke, fordi jeg har forstand på det, men det er en æstetisk nydelse for mig, og jeg elsker at sætte vores møbler og ting sammen - og at male. Jeg maler af hjertens lyst. Og så nyder jeg også, at haven ser dejlig ud. Efter 22 år er træerne blevet høje - flere af dem fik vi foræret til vores bryllup. Historier i krogene Ebeltoft er kendt for sine lave, pittoreske huse og blomstrende stokroser, der kanter købstadens smalle gader til fryd for de mange faste indbyggere og ikke mindst de udenbys gæster, der hvert år invaderer den maleriske by. For Bente og Claus, der var klassekammerater i barndomsbyen Esbjerg, er byen ved vandet blevet en fast adresse, siden de slog sig ned i huset ikke langt fra kirken. Det har i de mellemliggende år gennemgået en forvandling fra et hus med adskillige mindre - for ikke at sige små - rum til en bolig, der i stueetagen rummer bl. a. en stor vinkelstue med åben forbindelse til køkkenet. - Vi er begge entusiastiske tingfindere og nyder, når vi kan hjembringe værdier fra containerpladsen eller andre sjove steder, smiler Bente. - For eksempel så vi på supermarkedets opslagstavle et billede af et godt vitrineskab, som et par havde haft med hjem fra Frankrig, men som de alligevel ikke havde plads til. Det kunne vi ikke stå for og købte det. Nu forsøger vi selv at afhænde et Louis Seize-chatol på samme vis, det er jo en anden måde at gøre tingene på. Vi kan vist godt lide det lidt anderledes og sætter ting fra containerpladsen og markeder sammen med mere gængse møbler og arvestykker. I stueetagen er der desuden “teatersalen” i form af en stue med Claus’ antikke dukketeater samt badeværelse og Bentes atelier. Terrassedøren åbner til en vidunderlig haveidyl med opholdsgrupper og solkroge. - Vi har tit besøg af ræve og egern. Det nyder jeg. - Farver betyder meget for mig, og jeg klarer det meste med maling. Alt, hvad jeg foretager mig med boligen, er noget, der ingenting koster, siger billedkunstneren. mindste indretningsbudget i landet. Og malingen økonomiserer jeg med - og også med tiden, for jeg maler kun, hvad man kan se. Så langs billedernes kant sidder der farvelag fra de 22 år, vi har boet her. På et tidspunkt malede jeg væggene i stuen med sølvfarve. Claus var nu ikke så begejstret for tanken, han skulle se resultatet først for at kunne se, hvor flot det var. Heldigvis syntes han også, det så godt ud. Efter fire år blev jeg træt af det, så blev det hele malet hvidt, som det er nu. Bliver Bente spurgt, om der er en sammenhæng mellem hendes billedkunst og hjemmets farvetoner, mener hun, at det måske er ubevidst, hvis det virker sådan. - Men når jeg tænker over det, kan jeg godt se, at rust, sand, orange og kraprød er der, jeg lander. Jeg er mest over i de varme farvetoner med glød - i hvert fald indeni. Farver er noget, jeg summer over. Blåt er jeg ikke så begejstret for i mit hjem - men i mine billeder bruger jeg det. Mix af træ og stil - Det er lidt uforklarligt, hvad jeg falder for, jeg kan godt lide at drysse forskelligt med kærlig hånd og blande træsorter og andre materialer. Når jeg falder for en ting, skal jeg nok få den mixet ind, også selv om der ikke umiddelbart er plads til den. Jeg er sikker, når jeg vælger noget, og jeg elsker historierne bag mange af vores køb, og hvad vi ellers har omkring os. Vi har for eksempel en standkiste fra 1823, der stammer fra min familie. Den har aldrig været malet, og det skal den heller ikke. Den betyder meget for mig. Og kniber det med pladsen, er det dejligt, at vores børn gerne vil have tingene, synes billedkunstneren i sit samlerhjem, hvor intet er tilfældigt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...