Stumfilm sejrede ved Oscar-fest

De gamle dyder gik lige i mål ved dette års filmmesterskab

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

En fransk film. I sort-hvid. Stort set uden tale. Det lyder ikke ligefrem som en selvskreven Oscarvinder. Ikke desto mindre gik "The artist" hen og blev nattens helt store vinder ved Oscar-uddelingen i Los Angeles. - Det er en af de Oscar-film, der vil gå over i historien, vurderer Claus Christensen, chefredaktør på filmmagasinet Ekko. - Der er mange Oscar-vindere, der er halvglemte i dag. Det vil ikke ske for "The artist", det er jeg overbevist om. Det, der skete i nat, er filmhistorie, og det er en film, man vil komme til at referere til i mange år, uddyber han. Den franske film løb i alt med fem priser, herunder tre af de allerstørste for bedste film, bedste mandlige hovedrolle og bedste instruktion. - Det er modigt, at nogen sætter sig ned og siger: "Vi laver sgu en stumfilm" og oven i købet får den finansieret i en tid, hvor der er skruet op for samtlige mulige effekter på film. Det vil blive husket som året, hvor en modig og lidt mærkelig film vandt, og hvor det ikke bare var business as usual, konstaterer Henrik Bo Nielsen, direktør for Det Danske Filminstitut. Kunstneriske film Claus Christensen ser hædringen af "The artist" som et udtryk for en nyere tendens, hvor Hollywood er mere åben for kunstneriske film. Det viste sig også for to år siden, hvor krigsfilmen "The hurt locker" blev valgt til bedste film foran blandt andre "Avatar". Til trods for, at "The Artist" er en utraditionel Oscarvinder, var den på forhånd udpeget som favorit, og det understreger ifølge Ekko-redaktøren, at Hollywood har haft et svagt filmår. - "The Descendents" blev nævnt som den største konkurrent til "The artist", og det er på mange måder en glimrende film, men den har ikke det ekstraordinære, som en Oscar-vinder helst skal have. Tendensen i Hollywood er, at man i en økonomisk trængt tid satser på blockbustere og toere, treere og firere i en serie og ikke på de store, solide dramaer, som normalt går hen og vinder en Oscar, påpeger han. Henrik Bo Nielsen er enig: - Det er en del af det, men Hollywood har også en enorm forkærlighed for film, der handler om Hollywood selv. Og "The artist" dækker et vanvittigt spændende kapitel i Hollywoods historie, nemlig overgangen fra stumfilm til talefilm. Nostalgiens år Der var også andre vindere ved prisuddelingen, og Claus Christensen fremhæver et slægtskab mellem "The artist" og Martin Scorseses "Hugo", som vandt en række tekniske priser, samt Woody Allens "Midnight in Paris", som fik prisen for bedste originale manuskript. - Det er nostalgiens år. "The artist" hylder Hollywood i stumfilmsårene, "Hugo" hylder stumfilmsinstruktøren Georges Méliès, og "Midnight in Paris" handler om en mand, som hellere ville have levet i 1920'erne, påpeger chefredaktøren. Henrik Bo Nielsen hæfter sig ved Meryl Streeps tredje Oscar gennem tiderne og en birollepris til veteranen Christopher Plummer. - Det var ham, der spillede Captain von Trapp i Sound of Music, og så ved alle jo, at vi er langt tilbage i historien. Men timingen har bare aldrig været der til, at han kunne få en Oscar, konstaterer direktøren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.