Stumfilmsfryd i sort-hvid

Tilfældigt møder de hinanden efter stjernen sidste premiere. Georg (Jean Dujardin) og Peppy (Bérénice Bejo) og snart synger hjerterne sød musik.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

En stumfilm om stumfilmens storhedsperiode og dens død tilsat en charmant kærlighedshistorie mellem stjernen og starletten. Først spærrer du øjnene op og tror bagefter ikke dine egen øren, kan det virkelig passe, at man her i 2012 kan indspille en hel film uden (næsten) at bruge tale. Anno 1927 er Georg Valentin (Jean ?Dujardin) den helt store feterede stumfilmsstjerne, der fører sig frem med halvmaske og elegant smoking og sammen med sin ?trofaste terrier redder underskønne kvinder og lige behændigt betjener sportsbiler, ?kårde og selvfølgelig danser som en drøm ?på det store lærred. Helt tilfældigt støder han efter premiereforevisning af sin seneste filmsucces ind i den håbefulde starlet Peppy Miller (Bérénice Bejo). Snart efter mødes de på settet ?til hans næste film og sød forelskelse blomstrer. Det er en film, som du i begyndelsen er sådan lidt overbærende overfor. Ja, ja, det er da meget sjovt, at de ikke taler og rent koreografisk rammer filmen også stilsikkert med disse omhyggeligt opbyggede interiører. Men det er også en film, der er gennemstrømmet af kærlighed til den klassiske Hollywood-film og bevidst benytter sig af en masse underbevidste referencer, som vi har fået ind med filmmodermælken. Den kønne korpige, den barmhjertige sygeplejerske og den trofast butler. Men så drejer den alligevel stereotyperne og serverer dem med et vældigt underspillet lune. Jean Durjardin er ren Valentino-overbevisende i rollen som stumfilmsfrikadellen, der, uanset hvad skæbnen har at byde på, uforandret er den gennemførte gentleman. Over for ham gør Bérénice Bejo det lige så sødmefyldt og frisk som pigen med pep, der både falder for charmøren og holder fast i sin kærlighed til ham. Men allerbedst er det, at den selvvalgte begrænsningens kunst, som instruktøren har underlagt sig, viser sig at være en gevaldig styrke. For næsten umærkeligt forvandler den selvpålagte stil med overdreven mimik og kropssprog, nul tale og næsten for teateragtige kulisser og kostumer sig til at åbne op for et ganske magisk filmsprog. Det er faktisk ret fortryllende, hvad der sker i den sidste halvdel af filmen, hvor den både har tag i rendyrkelsen af de store følelser og samtidig evner at få os til at grine befriende. Elegant og dristig film med tusindvis af referencer til stumfilmsskuespillet, ?til den anakronistiske fortællestil, til ?orkestermusikken, til stjernerne, der var engang og til selve filmmediet anno dengang i 1930'erne. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "The Artist" Frankrig, 2011 Instr.: Michel Hazanavicius?En time, 40 min. Frarådes u. 7 år. Danmarkspremiere.