Stundom vandrer de på heden

Årets måske sidste vilde bær plukket under fremstød for tilnærmelse mellem land og by

FREJSTRUP:Det handler om tillidsskabende foranstaltninger lige på grænsen derude, hvor der er nogenlunde lige langt til Nibe, Aars og Løgstør - der, hvor et underskønt naturscenarie åbenbarer sig. - En blanding af opdyrkede kulturlandskaber og naturarealer, forklarer naturkonsulent Ellen Marie Larsen under en forkortet, regnvejrsramt, men tre kilometer lang guidet vandring med start ved krat, skov, og så videre forbi den ubevogtede grænseovergang til den eventyrlige lundbyske hede. Berørt af mennesker, og sågar skabt af racen homo sapiens et langt stykke henad vejen alt efter behov for overlevelse, og det fascinere. Heden, der springer i skov, hvis mennesket ikke griber ind med får, afbrænding eller måske fældning af egetræer. Heden, hvor der fortsat bor ildsjæle, der på en gang agter både at bevare, genoprette, og udvikle området til produktion. Som familien Larsen, der har købt jorde til, og åbnede det private Naturcenter Himmerland i Frejstrup ved Lundby Hede i det nye årtusinde for overvejende egne midler, og netop har lagt gemakker til "Sporenes Dag". Som led i Projekt Spor i Landskabet, der skal bevare eller genoprette tilliden mellem land og by med markedsføringen af naturskønne, private stier åbne for offentligheden. Bakket op af Landbrugsraadet, Danmarks Naturfredningsforening, amterne, friluftsrådet, Landdistrikternes Fællesråd, skov- og naturstyrelsen. - Se lige her. Slyngplanten kaprifolie, og der er en hvidgran. Og uhmm. Måske årets sidste vilde bær. Ellen Marie og Finn Larsen har nu sæsonlukket Naturcenter Himmerland, men har planer. Store planer, der måske bliver ført ud i livet allerede næste år: en nyopført bygning, der udelukkende skal rumme udstillinger om den forunderlige og omskiftelige hede.