EMNER

Stuntmand blandt ligemænd

David Hundebøll vandt stor stor lydhørhed blandt børnene

ROSTRUP:De er vilde og voldsomme, hujer højlydt, slår på skrømt hinanden og ruller grinende rundt på kommando. Eller de sidder musestille og lytter så andægtigt og uimodsigende, som når præsten indtager sin prædikestol. Hvem skulle nu tro, at 9-10-11 årige piger og drenge gebærder sig så villigt. Men det er ikke desto mindre tilfældet denne mandag formiddag i gymnastiksalen på Rostrup Skole, hvor stuntmanden David Hundebøll regerer ganske suverænt. Enemand styrer han tropperne med præcision og effektivitet i en lekture i stuntmandens univers med fald, kast, spark og rullen som de fire grundelementer. Lydhørheden og engagementet hos ungerne er til at få øje på. - Selvfølgelig. Stuntmandens arbejder rammer dem jo i virkeligheden lige dér, hvor de selv befinder sig og kan lide at være - midt i legen, forklarer David Hundebøll, som til daglig underviser vordende pædagoger på Skipper Clement Seminariet - Men når nu børn vitterligt elsker at bruge deres kræfter og slås med hinanden, hvorfor så ikke give dem redskaberne til at tumle løs på en kvalificeret måde, spørger han? I tre aldersopdelte hold får ungerne smagt på stuntmandens verden - og med øvelser, der falder lige for. Børnene behøver ikke mange sekunders instruks ad gangen for at fange pointerne. De hiver og slider i hinanden som var det tovtrækning. Skubber skulder mod skulder. Klasker hinanden på knæene. Presser hinanden ryg mod ryg. Klamrer sig til gulvet, mens makkeren uden at kilde eller knibe prøver at "flytte edderkoppen". Eller leger ulven, der skal få fat i et lam, som beskyttes af to artsfæller. - Nååå, er vi ved at varme, så skal vi i gang med at uddele lussinger - både filmlussinger og teaterlussinger, inviterer stuntmanden og vender sig mod Michelle fra 4. klasse: Giv mig en rigtig mavepumper, opfordrer han. Den senede, adrætte stuntmand puster sig skæv i hovedet af bare grimasser over slaget. - Stunt må nemlig gerne overspilles lidt, forklarer han og viser, hvordan en knytnæve i sidste sekund kan vendes til en flad hånd, der ikke gør ondt. - Og husk endelig, at vi stuntmænd kæmper med hinanden - og ikke mod hinanden. Vi arbejder i virkeligheden sammen om at få det til at se ud af noget, præcis som tryllekunstneren, der snyder. Vi får det til at se ud, som om vi rammer, klapper i hænderne og vender ansigtet til i rette sekund. - Husk, der skal være lyd på. Lav grimasser. Og brug endelig jeres stemmer. Få det til at se ud af mere, end det er, instruerer han. Snart står de vilde overdrivelser i kø for at komme til. - Bravo. Og hvor er i er utrolig gode til at passe på hianden, roser David Hundebøll, mens børnene nu på skift griber fat i kraven en kammerat og kyler ham eller hende mod en af dørene i gymnastiksalen. Fidusen består i at smække hånden på døren i yderste sekund og få det til at lyde som et hovedklaskende drøn mod udgangen. Men Anders Ullits fra 3. klasse vil gerne udfordre skæbnen: Hvis man har lyst, må man så ikke bruge hovedet direkte mod døren, spørger han ivrigt? Svaret ligger i stuntmandens vigtigste leveregel: - Husk lige, knubs er godt, men skader er noget skidt. En stuntmand siger vi altid fra, hvor det gør ondt. Hvor han føler, at grænsen er nået, og han er på nippet til at blive bange, formaner han.